Torben O. Andersen
- Kom bare indenfor i den ny butik og stik en flødebolle eller to i slikmunden. De to Frellsen-medarbejdere Maj Bohn og Kathe Christensen er parate til at servicere kunderne. Foto: Michael Bygballe

Umuligt at nøjes med én mundfuld, når man først er kommet i gang

AALBORG: Himmelske boller der får én til at glemme tid og sted.

Og som er lige til at stikke ind i slikmunden i et stort antal.

Den hemmelige opskrift på sådanne uimodståelige flødeboller ligger familie-dynastiet Frellsen Chokolade inde med.

Og de vil naturligvis gerne have, at så mange som overhovedet muligt får øjnene - og især munden - op for hvad, de selv betegner som en himmerigsmundfuld.

Dette skridt har firmaet nu taget og har netop åbnet den tredje Frellsen Chokolade butik i Aalborg.

Peter Frellsen, der er direktør i familiefirmaet I. M. Frellsen K/S i Roskilde, siger til aalborg:nu, at man har ønsket en meget central butiksplacering i Aalborg.

- Og det har vi fået med placeringen i Østerågade 17, som jo ligger lige ved indgangen til Bispensgade.

Flødeboller er trendy

Frellsen Chokolade har desuden butikker i Aalborg Storcenter i City Syd og i Algade 7 i Aalborg.

Det er såmænd ikke kun i Aalborg, at firmaet ekspanderer.

Ifølge Peter Frellsen har man dags dato ikke færre end 40 forretninger spredt ud over hele landet.

I Aarhus er der f.eks. fem forretninger, og Odense har to.

Peter Frellsen:

- Flødeboller er et mega hit hos forbrugerne, og det er blevet helt utroligt trendy at spise flødeboller af en meget høj kvalitet.

Direktøren peger endvidere på, at man kan købe flødeboller i et utal af varianter, så der er gode chancer for at ramme plet og tilmed de helt rigtige smagsløg hos forbrugerne.

Forretningen i Østerågade er indrettet i et ca. 80 kvadratmeter stort nyrenoveret lokale, og den samlede personalestab er på mellem otte og 10 ansatte.

En regulær sællert

Peter Frellsen fortæller videre, at de hjemmelavede flødeboller er en regulær sællert uden sidestykke.

- Vores salg af flødeboller er bare steget og steget fra år til år, og det er en udvikling, som vi har set igennem de seneste 10 år.

- Kvalitetsflødebollerne udgør i dag ca. halvdelen af hele chokoladeomsætningen i vores butikker, oplyser direktøren og tilføjer, at flødeboller slet og ret er en dansk nationalspise uden lige.

Frellsen Chokolade producerer i dag tre gange så mange flødeboller om ugen i forhold til for 10 år siden.

- Vi producerer i gennemsnit ca. 50.000 flødeboller pr. uge, og det giver på årsbasis en samlet produktion på ca. 2,6 millioner flødeboller, siger Peter Frellsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail