Flere har besøgt historisk museums afdelinger i 2019

AALBORG: Flere har besøgt en af Nordjyllands Historiske Museums mange afdelinger i året, der snart er gået. Museet, der tæller 14 større og mindre kulturhistoriske udstillingssteder her i Nordjylland kan i hvert fald notere et stigende besøgstal i 2019, skriver museet i en pressemeddelelse.

Det er dog ikke de faste udstillinger, der har fået os op af sofaen, men derimod byvandinger og andre aktiviteter rundt omkring i byen.

En af de aktiviteter i byrummet, der har trukket rigtig mange gæster, er tre sortmalede kuber med farvestrålende kunst på taget. Kuberne var placeret ved Budolfi Kirke, i Algade ved Salling og på Bredegade Torv i eftersommeren og gav indblik i den vikingeby, der opstod ved bredden af Østerå omkring år 800.

Også de mange forskellige byvandringer har været populære. Flere end 2500 gæster har oplevet de mange udsolgte ture, og museet arbejder nu på at udbrede byvandringer til andre afdelinger, blandt andet i Hobro.

Også arkæologernes åbne udgravninger samt små pop-up-udstillinger har trukket gæster til.

- Vi oplever en stigende interesse for at blive klogere på vores fælles fortid, og vi arbejder hele tiden på at formidle den på nye, spændende og ikke mindst nærværende måder, siger Lars Christian Nørbach, museumsdirektør på Nordjyllands Historiske Museer i en pressemeddelelse.

Besøgstallene på selve museerne ligger generelt stadigt. Dog har museet i Algade haft et markant fald i antallet af gæster i 2019 sammenlignet med tidligere år.

- Det skyldes primært det omfattende gravearbejde foran og omkring museet i forbindelse med omlægningen af Budolfi Plads, forklarer Lars Nørbach og tilføjer, han håber, det ændrer sig, når anlægsarbejdet snart er færdigt.

I alt kan Nordjyllands Historiske Museum notere et besøgstal på 155.000 gæster i 2019 mod cirka 145.000 året før.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...