Den ekstreme varme får aalborgenserne til at søge mod steder, hvor de kan køle ned, og her er stedet i Vestbyen et populært valg

AALBORG: Hedebølgen har for alvor bidt sig fast, og det skaber travlhed flere steder i byen. Det gælder især i de områder, hvor der er vand i nærheden, og det kan mærkes hos Aalborg Streetfood. Her er kolde drikkevarer og kølige desserter nemlig kommet i høj kurs på det sidste.

Camilla Gammelgaard og Lasse Sand
Man kan nyde sin frokost, is eller kolde øl helt ned til vandkanten, hvor der er opstillet borde.

Kolde fristelser

Det summer af liv på kajen foran Aalborg Streetfood - The Lighthouse, hvor aalborgensere i massevis har taget plads ved bordene med udsigt ud over det rolige vand og de flotte både, der har lagt til i anledning af sommerferien. Andre har i stedet valgt at søge ly for solen indenfor i den store hal, hvor de kulørte stande sender dufte af eksotiske krydderier og sukkerholdige desserter ud mod det sultne publikum.

De mange ungarbejdere kæmper for at følge med strømmen i boderne, og især ved Desserten og ved juice og kaffeboden er køerne lange.

- Vi kan helt sikkert godt mærke effekten af den varme sommer i år. Det er rigtig fedt, når der er kø foran boden, siger Morten Engberg, der sælger søde sager hos Desserten.

Camilla Gammelgaard og Lasse Sand
Is er naturligvis meget populært i varmen.

Det er specielt softice, isvafler og den nye "Chipwich", der er bodens helt store sællerter i øjeblikket. Sidstnævnte er den helt store nyhed, som består af en hjemmebagt cookie med is i midten, så kan man ellers selv vælge, om der skal skumfiduser, vingummi, Nutella, frisk frugt eller noget helt femte på.

Morten Engberg er i fuld gang med at bage pandekager, og han er glad for sit job på Aalborg Streetfood, som, han mener, kan noget helt særligt.

- Vi er virkelig mange unge mennesker ansat herude, og vi har et godt samarbejde og et super fedt sammenhold, hvor vi også kan mødes, efter vi har fået fri og drikke en øl eller spise en is sammen, fortæller han og fortsætter:

- Og så kan jeg rigtig godt lide havnemiljøet. Her er virkelig sjovt at være.

Camilla Gammelgaard og Lasse Sand
Morten Engberg arbejder hos Desserten, der har meget travlt i øjeblikket.

Rift om drikkevarerne

Hos juice og kaffeboden lidt længere inde i hallen er der også rigeligt at se til. Juicemaskinen og den opstillede blæser kører på fulde drøn, og der bliver på kort tid langet en del Frappé og juice over disken til de ventende gæster.

- Vi kan også godt mærke, at det er blevet meget varmt. Her er en virkelig god stemning, og vi sælger især rigtig mange Frappé, fortæller Maria Hertz, som står i boden.

Trods den fantastiske beliggenhed med frisk havluft lige udenfor døren, så strømmer varmen også ind hos Aalborg Streetfood. Alligevel er det ikke kun de kolde varer, der er godt salg i. En del gæster er også kommet for at få frokost, og de går ivrigt på udkig blandt boderne for at finde netop det, som de har lyst til at smage. Et sted, flere har valgt i løbet af dagen, er Fish & Chips, som Hamdi Farah passer. Men udover at sælge varme retter fra frituren, så har hun også et godt tilbud til de overophedede gæster. Foran hende er der nemlig placeret en stor beholder, hvor duggen bogstavelig talt løber ned ad siderne. Den er fyldt op med iskold og hjemmelavet ice tea med mynte og citron.

- Dem sælger vi en del af. Vores køler med drikkevarer var også helt fyldt op tidligere på dagen, og det er den bestemt ikke længere, griner Hamdi Farah.

Camilla Gammelgaard og Lasse Sand
Her ses venneparret Jesper Lund og Mikkel Andersen.

Vand og discgolf

Tilbage blandt gæsterne kommer der fortsat nye til med jævne mellemrum. Det er en bred skare bestående af alt fra børnefamilier med klapvogne og større oppakning, der er ude og nyde en is, til vennepar der sidder og drikker en øl, mens de kigger ud over vandet. Andre kommer til fra Vestre Fjordpark, der ligger lige ved siden af, for at få lidt at spise. Det gælder eksempelvis for venneparret Jesper Lund og Mikkel Andersen, der netop har sat tænderne i en burger og en durum.

- Vi har været ude at bade hele dagen, så vi trængte lige til at komme over og få lidt lækkert at spise, fortæller Mikkel Andersen, der jævnligt kommer forbi Aalborg Streetfood.

Camilla Gammelgaard og Lasse Sand
Flere gæster er også kommet for at spise en lækker sommermenu ved vandet.

Jesper Lund er i øjeblikket hjemme på ferie fra Dubai, hvor han bor til daglig, og han mener ikke, vi har grund til at klage over varmen i Danmark. Alligevel anerkender han, at manglen på aircondition her i landet kan være en udfordring i de høje temperaturer. Derfor har de to unge gutter også mange gode forslag til, hvor man kan køle ned i sommervarmen.

- Jeg synes, der er mange gode steder i Aalborg. For eksempel på Havnefronten. I weekenden tager vi dog til Hals i sommerhus, siger Jesper Lund og fortsætter:

- Det vigtige er bare, at man ikke opholder sig indenfor med det her vejr, for så slår samvittighedsbarometeret til. Du er næsten tvunget til at være udenfor.

Mikkel Andersen bor i Nørresundby, og han skjuler ikke sin kærlighed til solsiden.

- Lindholm Strandpark er et fedt sted at være, når der er varmt. Alle ved jo også, at vejret bare er bedre ovre hos os, griner han.

Ellers byder han ind med Fjordbyen, hvor man kan få en øl på den lille lokale beværtning, eller at man kan tage ud til Aalborg Øst, hvor man finder Aalborgs Discgolfbane med 18 huller, der kan benyttes ganske gratis.

Camilla Gammelgaard og Lasse Sand
Man kan også få en snak og nyde en kold øl.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...