
Hjemmekontornakke og stiv krop? Dyrk yoga på reolen
Aalborg Bibliotekerne hjælper med at komme stillesidning og hjemmesløvhed til livs
AALBORG: Vi sidder alt for meget ned. Og særligt i de her dage, hvor mange af os har rykket skrivebordet hjem, kan der gå forkerte stillinger i den.
Men med hjælp fra eReolens mange tilbud har du mulighed for at få brugt kroppen og uden de store vanskeligheder omdanne stuen til en daglig omgang stræk- og slaphedsforebyggelse - for hele familen.
Yogaøvelser give ro og en ventil for både de mindste og de største. Og når hverdagen igen finder tilbage til en mere vant form, er yoga-øvelserne noget, man kan finde frem igen og igen, når de først engang er indlært. Så smid strømperne, rul yogamåtten ud og kast dig over disse tre bøger med gode yogaøvelser.
”Lyt til løven : yogaremser for børn” af Lotte Salling, Emmamaria Vincentz og Lea Letén.
Rigtig fin bog med de skønneste illustrationer, der indeholder 40 forskellige børnevenlige yogaøvelser til børn fra 3 år.
Øvelserne er sat på rim og remse af Lotte Salling, en af Danmarks bedste rim-smede. Derudover er der sjove tips til at udvide øvelserne og snakke om noget, der relaterer sig til dem. F.eks. til ”Løve”-stillingen, hvor man må stille sig det helt relevant spørgsmål: ”Hvad siger en løve, der har halsbetændelse?”
Du kan finde den på ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A52012120 eller ved at trykke her
”Yoga for børn – og deres voksne” af Sisse Siegumfeldt
I denne bog er der otte komplette programmer med yoga, mindfulness og afspænding, der passer til børn fra 3-9 år og deres voksne.
Forfatteren Sisse Siegumfeldt fortæller også lidt om, hvilken tid på dagen, man bedst kan dyrke yoga; hvilke rum, der er egnede; og hun har andre gode råd til at komme i gang derhjemme.
Her er mange sjove yogastillinger – også nogle lidt vilde og udfordrende – og yogalege, hvor man kan være mange til. Bogen er også krydret med citater fra yogaglade børn.
Du kan finde den på ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A52546338 eller ved at trykke her
”Børneyogaguiden : en praktisk guide til at lave yoga med 3-7-årige børn” af ”Serpil Pedersen”
Denne bog indeholder Trin-for-trin-guides til ti færdiglavede yogasessioner som fx ”Fødselsdagsfesten” og ”På safaritur til Afrika”. Hver yogasession består af en opvarmningsøvelse, et yoga-tema, en mindfulness-øvelse og en afspændingshistorie eller øvelse. Bogen opremser også alle de fantastiske ting ved yoga og de fordele, man opnår, som fx smidighed, styrke og kropsbevidsthed. Nogle af øvelserne kan laves med rekvisitter for at gøre det hele endnu sjovere.
Du kan finde den på ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A46184998 eller ved at trykke her
Andre aktiviteter for børnefamilien
Er det ikke lige yoga de mindste i husholdningen trænger til, kan I i stedet gå i gang med at lege med sproget.
På sprogsporet.dk er der et stort udvalg af lege og øvelser, I kan lave derhjemme. De er både sjove, hyggelige og lærerige.
Du kan læse mere på sprogsporet.dk/sang-og-musik eller ved at trykke her
Læs løs på eReolenGo
eReolenGo er det digitale børnebibliotek, med ebøger og lydbøger til børn i alle aldre.
Hvis dine børn er oprettet som lånere ved Aalborg Bibliotekerne, kan de bare logge ind og læse løs. Er de ikke oprettet endnu, kan det gøres hjemmefra med nem-id og digital post.
Du kan læse mere på aalborgbibliotekerne.dk/info/bliv-laaner eller ved at trykke her