Byens nye rum får mere liv med musik og en ny pop op-bar

AALBORG: Udviklingen af Aalborg går stærkt i disse år.

Og særligt den nye bydel på Østre Havn synes under evig forandring. Et naturligt omdrejningspunkt for området er Stjernepladsen med sine små butikker og mange nye muligheder.

De kommende lørdage bliver der netop på pladsen skruet yderligere op for bylivet og de gastronomiske oplevelser.

- Vi vil gerne skabe noget mere liv og gøre det til en attraktivt sted at bo. Samtidig skal vores lejere have fornemmelsen at ikke at stå alene, siger Hanne Kræn, der bylivsudvikler i A. Enggaard, som står bag den nye bydel.

Katrine Schousboe
Glashuset Proppen (til venstre) er tænkt som et moderne gadekær på Stjernepladsen - her kan du opleve gratiskoncerter de kommende lørdage. Arkivfoto: Martél Andersen

Alle lørdage i august laver selskabet derfor gratis koncerter ved glashuset Proppen, der er tænkt som en art moderne gadekær. Proppen har sit navn efter det tidligere træskur, der fungerede som udskænkningssted for havneområdets arbejdere.

På lørdag, 6. august, kl. 12-16 kan du derfor komme forbi og slå dig ned på pladsen og nyde en gratis koncert med bassisten Kenneth Dahl Knudsen og hans trio.

- Mange kender stadig ikke området ved Stjernepladsen. Og efter i næsten ti år at have været en byggeplads, vil vi rigtig gerne vise frem, hvad pladsen kan, fortæller Hanne Kræn, som glæder sig over, at det udover musikken også er lykkedes at få en ny midlertidig lejer ind.

Det lokale bryggeri Hjort Craft Beer åbner nemlig en pop op-bar, sådan at du også har mulighed for at købe en øl til lørdagskoncerterne.

Fordi der er mange mennesker i byen i forbindelse med Tall Ships holder baren også ekstraordinært åben i morgen torsdag, 4. august og fredag 5. august.

Stjernepladsen blev officielt indviet sidste sommer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...