Det glæder ejeren, at kunderne tager godt imod det lokale initiativ - se her hvornår det er online

AALBORG: Er du en af den, der også har fået smag for gin - eller har du lyst til at teste flere varianter af den populære drik? Så er det måske noget for dig, når Holte Vinlager snart er klar med virtuel gin-smagning.

- Det bliver streamet på vores Facebookside, og udover at smage seks forskellige gin, kan man også glæde sig til gode historier og fortællinger om gin, fortæller Niels Christian Wulff. Han ejer Holte Vinlager og er også en af dem, du møder online til arrangementet.

- Da vi ikke kan holde en rigtig Ginfestival, som vi havde planlag, er det her vores eneste alternativ. Det er heldigvis blevet modtaget godt, allerede i løbet af de første dage solgte vi omkring 50 billetter. Flere firmaer bruger det også som julefrokost, hvor man så sidder i mindre hold og følger med.

Gin-smagningen finder sted for at gøre noget nyt i en tid, hvor corona sætter sin begrænsning på mange ting.

- Og så er vi trætte af, at mange online-smagninger af gin kommer fra webshops i København. Vi trænger til noget nordjysk, noget der er helt nede på jorden, siger Niels Christian Wulff.

- Samtidig er det selvfølgelig også en måde at fortælle om vores vinlager, og at man kan være med til at handle i de fysiske butikker og holde liv i dem. Vi får også vores varer fra danske importører, så det er også en måde at støtte dem på.

Man køber seks flasker á 3cl. med tilhørende tonic/mixer på forhånd, der gratis levering i hele Aalborg.

Den virtuelle gin-smagning finder sted 4. december klokken 19 på Holte Vinlagers Facebookside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...