Hvis du kan lide at cykle, så kan du tage med på cyklistforbundets tur fra Nørresundby til Hals 20. august.  Arkivfoto: Jens Christensen
Det sker

Hop på cyklen og kør ud i det blå

Nu kan du komme med på guidet cykeltur fra Nørresundby til Hals

13. august 2022 kl. 12:04

AALBORG: Lørdag 20. august inviterer Cyklistforbundet Aalborg Afdeling oplevelses-ivrige cyklister på en finurlig bagvejs- og afstikkertur til Hals Cykelmuseum.

Museet er en privat samling af cykler helt tilbage til 1895 plus allehånde stort og småt cykeltilbehør. Museet rummer også gamle kameraer, legetøjsbiler, skrivemaskiner og andet maskinmekanisk kuriosa.

Med start klokken 9:30 fra p-pladsen ud for indgangen til Kvickly i Nørresundby er turen planlagt til at forløbe ad stier, markveje, en hel del uventede, asfalterede biveje, måske en sjov lille skov eller to samt et picnic-ophold et passende sted.

Der bliver rig mulighed for at opleve scenerier og landskabsvinkler, som ikke ville kunne sanses og ses fra en bil, lover turguide Mike White.

Han opfordrer deltagerne til at medbringe madpakke, drikkelse og robust fodtøj samt sikre, at cyklen klar til en god dags dåd på varieret underlag

- Det er mageligt muligt at gennemføre turen for en gennemsnitlig hverdagscyklist med en rimeligt gearet allround cykel, forsikrer Mike White, og tilføjer, at el-cykler også er velkomne, bare de ikke stikker af fra flokken.

Cyklistforbundets medlemmer kan deltage gratis, mens ikke-medlemmer må af med den mindste officielle danske pengeseddel, der findes i omløb.

Der er tilmelding senest fredag 19. august klokken 22 på cykeltureaalborg@gmail.com.

Annonceret indhold

Nyeste