Bravo Tours flyver direkte til den portugisiske ø-gruppe 12. maj og 22. september 2020

AALBORG: Bravo Tours sætter nu endnu et rejsemål på programmet til nordjyderne direkte fra Aalborg Lufthavn - nemlig Azorerne, som af mange betegnes som et ægte, grønt paradis.

Det bliver igen muligt at opleve den portugisiske ø-gruppe direkte fra Aalborg Lufthavn, for 12. maj og 22. september 2020 kan Bravo Tours' gæster nemlig tjekke ind i Aalborg Lufthavn og flyve direkte til det spændende og smukke rejsemål.

Sao Miguel er den største af de ni azoriske øer. Den portugisiske øgruppe ligger ca. 1600 kilometer ude i Atlanterhavet fra Portugals kyst. Sete Cidades - tvillinge søerne - er blandt øens store seværdigheder. Søerne er en kæmpe kratersø, hvis nordlige del, den azurblå, kaldes Lagoa Azul og den sydlige, den smaradgrønne, Lagoa Verde. Arkivfoto: Bax Lindhardt

- Vi er rigtig glade for de titusindvis af nordjyder, der vælger at rejse med os hvert år, og derfor har vi længe gået med tanken om at give lidt igen, og det sker nu med et unikt rejsemål på programmet, siger administrerende direktør i Bravo Tours, Peder Hornshøj.

- Valget faldt på Azorerne, fordi ø-gruppen er noget ganske særligt. Det er ét af de smukkeste og mest oplevelsesrige rejsemål, jeg har besøgt, og det glæder jeg mig virkelig til at vise nordjyderne, uden de behøver at køre til hverken Billund eller København, pointerer Peder Hornshøj.

Furnas ligger i det største vulkankrater på den østlige del af øen. Byen er kendt for den botaniske have Terra Nostra Parken med ungdommens kilde og for sine 28 varme kilder med en temperatur omkring kogepunktet. Arkivfoto: Bax Lindhardt

Bravo Tours har i 20 år haft rejsemål på programmet fra Aalborg Lufthavn - bl.a. tre kanariske øer og Hurghada denne vinter og Kreta, Rhodos, Mallorca, Costa del Sol, Tyrkiet og Golden Sands i Bulgarien til sommer.

I første omgang er der tale om to afrejser til Azorerne, men direktøren vil ikke udelukke, at der kommer flere til.

- Vi har altid Aalborg med i tankerne, og når flyprogrammet giver mulighed for det, så flyver vi rigtig gerne ud af den nordjyske lufthavn, tilføjer han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...