Hos Ballon-Jytte er der fest hver dag
I butikken finder du et helt særligt bland-selv-koncept
AALBORG: Ballonbuer i alle regnbuens farver, glimmerporte og flotte servietter. Den får ikke for lidt gas i Jyttes butik.
- Ja, mine naboer kalder mig Ballon-Jytte, griner hun.
I Nørregade ligger byens måske mest festlige butik. Navnet er Boutique Chové, og har du en lille festglad dansemus i maven, så kan du kun blive glad af at træde ind over dørtrinnet her.
Uanset om anledningen er babyshower, dåb, konfirmation, bryllup - eller blot en kærlig tanke til kæresten - så finder du her alt det, der giver hverdagen baghjul.
- Pynten er jo den, der sætter prikken over i'et til sådan en fest. Den er stemningsskabende, og så er det et helt univers i sig selv, som folk elsker at leve sig ind i. Pynten sætter også tanker i gang om, hvordan festen bliver, siger Jytte Venneberg.
Havebryllup blev startskuddet
Hendes egen fascination af festpynt startede i 2013, hvor hun mødte 'prinsen på den hvide hest'. De skulle giftes til et havebryllup, og så satte jagten ind på det helt rigtige pynt.
- Jeg synes ikke, udvalget var så stort dengang, og da et par veninder fik sagt til mig, at jeg skulle starte en butik med pynt, gik der da ikke lang tid. Jeg har altid haft en iværksætter i maven, forklarer Jytte Venneberg.
Succesen med den farverige butik voksede, og i december flyttede hun i større lokaler, og hun er allerede ved at være i pladsmangel igen.
- I min tidligere butik var der næsten ikke plads til kunderne til sidst. Jeg blev faktisk selv helt forvirret til sidst, fordi der var så mange festartikler. Nu har jeg bedre plads til at lave flotte udstillinger, siger hun om de nye lokaler.
Sociale medier som inspiration
- Det er blevet rigtig trendy med ballonbuer og ballonfigurer med biler, dyr og flyvemaskiner - og så flyver servietterne nærmest ud af døren, siger hun.
Det er altså ikke tale om de små dannebrogsflag, du også kan erhverve dig i Føtex, som i høj grad prægede pynten for blot ti år siden.
I Boutique Chové er der tale om et nyt niveau af festligheder. Her skrues der op for festen med luksuspynt på den helt amerikanske måde.
- Vi må godt skeje lidt ud, når der skal være fest, slår Jytte Venneberg fast.
- Jeg tror, at pynt er blevet så stort, fordi folk finder inspiration på sociale medier som Instagram og Pinterst. Og nu er det som om, at den skal have ekstra gas til festerne her efter coronatiden, hvor vi ikke har kunnet feste i lang tid, siger hun.

Bland-selv-koncept
Især ballonbuer er blevet et virkelig stort hit, fortæller den pynteglade Jytte Venneberg.
- Jeg har faktisk lavet en bland-selv-station med balloner. Man kan ikke altid få de farver balloner, som man gerne vil i ballonbuerne, så her kan man helt selv bestemme og blande efter sin egen smag, siger hun.
- Balloner er jo simpelt, men det er noget, der vækker noget i både børn og voksne. Børn kan blive helt fascineret af en ballon og glemme alt legetøjet, der var i gaven, griner hun.
Du kan finde Jytte Venneberg og hendes festlige univers, Boutique Chové, på Nørregade 28.