Du kan også se frem til musik, auktion og masser af boder

AALBORG: Fødselsdagen i den kreative iværksætterby bliver fejret som en markedsdag med masser af boder, du kan blandt andet købe græske specialiteter, smykker, strik, kunst og træfigurer. Alt sammen krydret med musik - og altså gratis kagemand.

I spidsen for det hele er ejer Christian Helweg, der også står bag Urban Citys nabo, den socialøkonomiske virksomhed Råt&Godt.

Og til 1-års-fødselsdagen vil der være auktion over møbler fra netop Råt&Godt samt produkter fra iværksætterne, der arbejde i byen. Pengene, der kommer ind, bliver doneret til Kræftens Bekæmpelse i forbindelse med Lyserød Lørdag.

Urban City er indrettet som en indendørs campingplads, hvor iværksættere lejer sig ind i en campingvogn, de selv sætter i stand. Her efter et år er alle pladser lejet ud.

- Jeg kalder stedet for en baby, der nu har lært at gå, siger Christian Helweg.

- Jeg synes, at vi har fået fodfæste som et arbejdsfællesskab, hvor kreativitet og det sociale spiller sammen. I begyndelsen blev Urban City også brugt som et sted at dyrke sin hobby, men nu har vi fundet os selv i et fællesskab, hvor lejerne skal kunne leve af det, de laver her.

Samtidig er Urban City også i gang med at etablere sig som eventsted i den gamle remise ved Godsbanen.

- Vi har lavet lounge og scener, og naboen Råt&Godt har flyttet sit værksted, så vi nu har et lokale med plads til 100 spisende gæster i tilknytning til Urban City, siger Christian Helweg.

Fødselsdagen bliver fejret lørdag 5. oktober klokken 10 til 15 på Hjulmagervej 58.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...