Jesper fra Skalborg blev glad, da han så, at nogen havde bombesikret hans postkasse. Men er det i virkeligheden nytårsløjer?

AALBORG: Da Jesper Dahl Stensbøl stod op 1. januar, frygtede han, hvordan der ville se ud foran hjemmet i Skalborg. Havde nogen øvet hærværk på hans bolig ligesom sidste år, eller gik han fri?

Det korte svar er, at han gik fri.

Eller gjorde han?

I hvert fald var det syn, der mødte ham, en postkasse, der ved første øjekast var bombesikret, og derfor skrev han et opslag på Facebook, hvor han takkede de ubudne gæster.

- Jeg troede, det var min nabo, der havde sikret min postkasse mod kanonslag, men det var det ikke. Derfor lavede jeg et opslag på Facebook, hvor jeg takkede den person, der så havde gjort det, fortæller Jesper Dahl Stensbøl.

Se opslaget her:

Rasmus Enevoldsen Andreasen
Jesper Dahl Stensbøl ville takke sine ubudne gæster for at sikre postkassen, men flere Facebook-brugere mener, at drengestreger er årsag til postkassens nye udseende. Privatfoto

Lort på ruderne

Det var ikke uden grund, at han havde sine bange anelser, da han gik ud for at se, om alt var, som det skulle være.

Sidste år havde han nemlig også ubudne gæster, hvilket resulterede i flere stjålne skraldespande og hundelort på ruderne.

- Der var nogen, der havde kastet hundelort på mine vinduer, og der blev stjålet nogle skraldespande, som jeg brugte til at opbevare pant i, siger han om sidste års hærværk.

Jesper Dahl Stensbøl understreger, at han godt kan bære over med unge mennesker, der laver drengestreger, så længe de forbliver drengestreger og ikke er hærværk eller tyveri.

- Jeg fik godt nok mine skraldespande igen nogle dage efter, og selvom jeg kunne se på mine sikkerhedskameraer, hvem der havde gjort det, gik jeg ikke videre med det. Men den type adfærd har jeg ikke meget til overs for, siger han.

Rasmus Enevoldsen Andreasen
For andet år i træk har Jesper Dahl Stensbøl haft ubudne gæster på sin adresse i forbindelse med nytårsaften. I år er han dog stadig i tvivl, om det var en hjælpende hånd eller et forsøg på drengestreger. Privatfoto

Ikke den eneste

Efter at have takket de venlige sjæle i Facebook-gruppen "SkalborgBy" reagerede flere Facebook-brugere på opslaget, og det viste sig, at han ikke var den eneste, hvis postkasse var dækket i husholdningsfilm.

En bruger skriver, at det også er sket for dem og for flere på deres vej, mens en anden bruger skriver, at det er børn, der laver nytårsløjer.

- Efter jeg har lavet opslaget, er det gået op for mig, at det i virkeligheden nok ikke var en venlig sjæl, der havde gjort det, men derimod drengestreger, siger Jesper Dahl Stensbøl og fortsætter.

- Jeg har jo fundet ud af, at der er flere postkasser, der er blevet pakket ind i Vita Wrap. Så måske er det afløseren for toiletpapir eller barberskum? Det ved jeg ikke. Men der er da i hvert fald ikke nogen postkasse, der er blevet sprunget i luften, så måske har det virket.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...