Konkurrencen Bedst i Nordjylland afholdes igen i år. Feltet er skrumpet ind, tilgengæld har nye Aalborg-restauranter meldt sig på banen

Sidste år var uenigheder mellem flere deltagere og arrangøren skyld i, at feltet skrumpede fra 16 til 14 restauranter midt i konkurrencen. I år er feltet yderligere indsnævret, til gengæld er der enighed om formatet, og så er konkurrencen primært centreret om Aalborg, hvor størstedelen af de deltagende restauranter holder til.

Kort og godt går Bedst i Nordjylland ud på, at de nu otte nordjyske kvalitetsrestauranter kæmper én mod én i indledende dyster, der i år vil finde sted onsdag i uge tre, fire, fem og seks. Vinderne går direkte videre til semifinalerne i uge ni og ti, og slutteligt mødes to madsteder i den endelige finale torsdag 21. marts for at kæmpe om sejren. Finalen bliver som noget nyt afholdt på neutral grund på Bryghuset Vendia i Hjørring, som løb med sejren sidste år.

Camilla Gammelgaard Johansen
Aalborg-restauranterne La Locanda, Fusion, Tabu og Mortens Kro er med igen i år.

I Aalborg har San Giovanni, Studie 4, Musikkens Spisehus, Textur og Applaus alle trukket sig fra konkurrencen af den ene eller anden årsag. Til gengæld er La Locanda, Fusion, Tabu og Mortens Kro fortsat med, og så har Scheelsminde og SushiMania XO også meldt sig ind i kampen om titlen og æren i Bedst i Nordjylland.

- Vi er blevet spurgt, om vi ville være med, og det gjorde vi faktisk også sidste år, hvor vi takkede pænt nej, fordi vi ikke kunne løfte opgaven på det tidspunkt. Det tror jeg, vi kan nu, og derfor har vi takket ja, fortæller Nathalie Ina Kühl, der er medindehaver af SushiMania XO.

Camilla Gammelgaard Johansen
Nathalie Ina Kühl er medindehaver af SushiMania XO, og hun og hendes kokke glæder sig til at være med i konkurrencen.

Det er første gang, at en sushirestaurant er med i konkurrencen, men de mener ikke selv, de falder udenfor feltet, der emmer af gourmet.

– Det er jo en kæmpe ære at komme i kategori med de øvrige restauranter, der er med i konkurrencen. Vi er en sushirestaurant, der har løftet niveauet op, og så laver vi også forskellige andre asiatiske retter. Så jeg tror ikke, vi skiller os så meget ud længere. Jeg tror bestemt, vi har en chance og en berettigelse i konkurrencen, siger Nathalie Ina Kühl og fortsætter:

Vi skal ikke ud og lave noget andet, end vi plejer. Men vores niveau er højere end nogensinde, og det vil vi gerne ud og vise. Mine kokke er helt vildt glade for det, og de glæder sig rigtig meget.

Udover Aalborg-stederne er også Ruths Hotel i Skagen og Hotel Amerikas Restaurant Uafhængig med i konkurrencen i år. Alle deltagerne er på en fælles mission.

– En ting er, at det er en hardcore konkurrence, men jeg synes også, det er interessant at se, hvordan det er et samarbejde på tværs af de nordjyske restauranter, der vil gøre opmærksom på, at vi også kan noget helt særligt i den her region, afslutter Nathalie Ina Kühl.

Resultatet af lodtrækningen på Fusion blev som følgende:

Dyst nummer 1: La Locanda-SushiMania XO

Dyst nummer 2: Ruths Hotel-Scheelsminde

Dyst nummer 3: Tabu-Mortens Kro

Dyst nummer 4: Fusion-Restaurant Uafhængig (Hotel Amerika)

Det er muligt at købe billetter til samtlige dyster i konkurrencen, hvor man kan få en spiseoplevelse lidt udover den sædvanlige.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...