Hviiin: Aalborgs kvinder vil have mere Chippendales
De olieindsmurte mænd fik endnu en gang byens kvinder til at skrige, huje og hvine, da de indtog en udsolgt Royal Stage på Skråen. Billetsalget til næste år er allerede startet
AALBORG: Hvert år siden 2014 har de sexede mænd fra Chippendales besøgt Skråens store scene, og hver eneste gang har det været for propfyldte sale. Det var også tilfældet søndag aften, hvor nordjyske kvinder i alle aldre var mødt op til den ultimative tøseaften. Og Skråen hører i den grad kvindernes kald, for de har allerede sørget for, at de veltrænende herrer vender tilbage i 2019.
Begejstringen for Chippendales kunne allerede spottes, da dørene en time for showstart blev åbnet. Ind væltede det nemlig med ivrige kvinder, der satte i spurt for at sikre sig pladser helt oppe foran scenen. Kort efter var de fleste af salens røde stole besat, og forventningens glæde hang tykt i luften fra det fremmødte publikum. Snakken gik rundt omkring, men i det sekund højtalerne begyndte at spille, og lyset blev slukket, var deres fokus hundrede procent på scenen, hvor holdet af mænd dukkede op. Én efter én placerede de sig i en lyskegle midt på scenen, og i en hurtig bevægelse flåede de deres forsvarsløse undertrøjer af til vild jubel fra de mange kvinder i salen. Temperaturen steg på et minut, og så var showet i gang. Derfra blev det kun vildere. Showet bød på alt fra kække cowboys og sexede politimænd til romantiske piloter og boybands, der alle havde det tilfælles, at de ikke var påklædt ret længe af gange. Undervejs udvalgte de også kvinder, der kunne få drømmen opfyldt om at komme på scenen til en helt tæt dans opad de veltrænede kroppe, og det vakte begejstring. For jo længere showet skred frem, jo mere ivrige blev kvinderne.
Det er allerede meldt ud, at de olierede mænd vender tilbage til Aalborg i september 2019, og billetsalget er skudt i gang i dag mandag. Så vil du gerne opleve mandestrip live næste år, skal du nok ikke tøve alt for længe.