Som noget helt nyt kan du nu få råd og vejledning af en duft-konsulent i Magasin

AALBORG: Du kender det måske godt; hvilken parfume skal man vælge, når man går rundt der blandt spray og flasker med alle mulige dufte, farver og former?

Så er det her måske noget for dig, for som noget helt nyt kan du nu booke en aftale med en duft-konsulent hos Magasin på Nytorv.

Tina Larsen
Det kan være svært at vælge, når man går rundt blandt de mange parfumer. Foto: Bente Poder

Og kvinden, du møder, er 24-årige Ida Marie Møller. Hun hjælper med at finde de parfumer, der underbygger, hvem du er - og hvad du står for.

- Når man booker en tid, finder vi frem til, hvilke dufte der passer til den enkelte og det, personen vil udstråle, siger hun.

Det er den svenske duftekspert, Linda Landenberg, der har udviklet duftkonsultationerne, og omdrejningspunktet er hele tiden kunden - og ikke de forskellige parfumebrands.

Du bliver mødt af en række spørgsmål om dit liv; hvad laver du, har du børn - og hvad vil du bruge duftene til? Er det, når du går på arbejde eller i byen?

- Så finder jeg fem-seks dufte indenfor segmentet - og gerne et par stykker der stikker lidt ud i forhold til, hvad man måske forventer, siger Ida Marie Møller, der er uddannet materialist i Matas og har arbejdet for Cosmetics i Magasin, siden stormagasinet åbnede for lidt mere end et år siden.

- Og så taler vi om, hvilke situationer kunden kan se sig selv i med parfumerne.

Tina Larsen
Ida Marie Møller deler interessen for parfumer og dufte med sin mor og bedstemor, der begge er udlært i Magasin, da stormagasinet også tidligere lå i Aalborg. Foto: Bente Poder

Netop dufte har altid betydet meget for Ida Marie Møller.

- Jeg synes, de kan fortælle noget om en, som man ikke selv kan sige.

Interessen deler hun med både sin mor og bedstemor.

- De et begge uddannet i Magasin, da det tidligere lå i Aalborg. Så jeg var her ofte hver dag, da jeg var lille, og jeg er nærmest opvokset her, siger Ida Marie Møller, der ikke er i tvivl om, hvad hun bedst kan lide ved sit job.

- Det er, når kunden har fået noget ud af det, og vi finder dufte, der udtrykker selvsikkerhed, og man udstråler, hvem man er.

Ida Marie Møller vil gerne hjælpe kunderne til at tænke i nye baner, så man ikke nødvendigvis bruger den samme parfume gennem hele livet. Og at man får en duft-garderobe, så man har flere parfumer at vælge imellem.

- Jeg bruger selv både herredufte og feminine damedufte, det kommer an på humøret og situationen, siger hun.

- Men hvis jeg skal vælge en favorit, så bliver det Coco Mademoiselle fra Chanel. Den har jeg gået med, siden jeg var 14 år, og duften er bare mig.

Fremover finder du en duft-konsulent i alle Magasins stormagasiner. Konsulenterne er blandt andet uddannet i spørgeteknikker, ingredienser, duftnoter, parfumer og brands.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...