Klummeskribent Mette Goddiksen tager de kommende uger sommeren under kærlig behandling

KLUMME: Hvor har jeg lagt mit indre barn?

Måske kender du nogle af de her konstant klukkende coach-typer, der igen og igen opfordrer dig til at finde dit indre barn.

”Åh, lev nu lidt. Hvor er dit indre barn?”, siger de, helt glade i låget og fulde af farver og fut.

Man får jo lyst til at daske dem let med en våd avis på toppen af hovedet og så skænke dem en solid cognac.

Engang var jeg flov, fordi jeg ikke anede, hvor jeg havde lagt det indre barn. Måske har jeg tabt det et sted mellem Gaden og så fødegangen? For hvor andre har et indre barn, der har jeg mere sådan en ældre herre, der bryner, babber pibe og beder om ro, når der er Statsradiofoniens Radioavis.

Jeg har sjældent lyst til pudekamp… Nej, vent… Jeg har faktisk aldrig lyst til pudekamp. Og jeg vil egentlig hellere kigge ud over havet med solen i ryggen end lave bomber derude.

Det giver især om sommeren udfordringer, når man som jeg har mange rigtige børn, der gerne vil i for eksempel Fårup Sommerland.

Som i så mange andre forhold tager min mand ofte lege- og actionrollen. Jeg er mere den, der sætter hyggeskåle med yndlingsslik frem og nusser i nakken. Jeg er også skidegod til at passe på tasker og drikke kaffe, mens de andre pøler rundt i disse hurlumhejhelveder. Og min mand kan lide rollen. Men også han har et kvantum for, hvor mange ture i de store rutsjebaner i Fårup, han orker.

Helt uden et farvekort fra Flügger kan jeg se, at når hans hud får en bestemt knækket grålig tone, så kan han ikke holde til at blive snurret og kastet mere rundt med 80 km. i timen. Så er det min tur.

Med bævrende underansigt smider jeg martyr-kortet: ”Hvis du virkelig elsker mig, så tager du lige en sidste tur i Falken”. Absurd usympatisk trick, men det virker.

Eller – det køber én lidt tid. Til sidst er hans ansigtsfarve nærmest blålig, og der er ingen vej udenom; jeg må overkomme frygten for morskab – for ikke at tale om den tre kilometer lange kø.

”Nææh”, siger livstykket af en coach med en sund kontakt til sit indre barn og smiler varmt. ”Så fandt du endelig dit indre barn”.

Men jeg må skuffe. Og som et bevis har jeg det der fotografi, som bliver taget på vej ned ad det stejleste punkt. Lige dér hvor ens indre organer for alvor er ved at flygte ud af alle kropsåbninger: Jeg ligner ikke et lykkelig barn. Jeg ligner Grauballemanden, bare med en dårligere hårdag.

Og det skal ingen være kede af.

Jeg kan nemlig rigtig godt lide at være voksen-voksen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...