Loppesupermarked skriver på kvitteringen, hvad du har sparet naturen for ved at købe brugt

AALBORG: Genbrugsglade shoppere i Aalborg har samlet set sparet miljøet for 2,3 millioner kilometer i bil i år, hvilket svarer til 58 køreture rundt om kloden.

Det viser klimaberegninger fra Loppesupermarkedet Børneloppen, der har sat sig for at finde ud af, hvor stor en miljøbesparelse det giver, når man vælger at købe brugt.

- Vi ved godt, genbrug er godt for miljøet, men der er jo ikke særlig nemt at forholde sig til, hvilken forskel det egentlig gør, om man køber en ny eller en brugt bodystocking til sin baby, siger indehaver Melissa Thøgersen.

- Det har vi prøvet at gøre meget mere håndgribeligt med vores beregningssystem, tilføjer hun.

Børneloppen oplyser i en pressemeddelelse, at butikken ved hvert køb laver en beregning over, hvad det ville havde kostet i CO2 og vand at producere en tilsvarende ny vare.

Besparelsen noteres på kvitteringen og ryger direkte ind i kassesystemet og op på hjemmesiden, der hele tiden tæller besparelserne sammen.

Susanne Justsen
Børneloppen har lavet en beregner, så det bliver helt tydeligt på kvitteringen, hvordan man gør en forskel ved at købe genbrug. Pr-foto: Børneloppen

Genbrugets livscyklus

Børneloppen åbnede i 2019 i Aalborg, hvor der er omkring 250 sælgerstande og typisk i omegnen af 20.000 genbrugsartikler.

De brugte varer omfatter alt fra legetøj til barnevogne, flyverdragter, tøj og sko.

– Vi oplever, at mange af vores kunder starter med at komme i forretningen, når de venter barn. De bliver ved med at komme og shoppe, mens børnene er små, for de vokser jo som bekendt rimelig hurtigt. Når de så på et tidspunkt ikke skal have flere, ser vi dem igen som sælgere, der køber en stand. På den måde er der en vis livscyklus i vores genbrug, der nemt kan ryge mange gange rundt til mange familier, siger Melissa Thøgersen.

De private sælgere sætter selv priserne og kan følge med i salget online, hvor kunderne også kan søge i store dele af udvalget.

På landsplan har Børneloppen ifølge klimaberegneren sparet verden for 4.287.086.124 liter vand eller 1.071.771.531 toiletskyl i skrivende stund.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...