Vores nye klummeskribent Anders Wortmann har været i byen med vennerne. Og det affødte en række spørgsmål...

KLUMME: Når man er i fast forhold på sjette år, kan man godt opleve, at der begynder at gå hverdag i den, og pludselig begynder vennernes singleliv at virke interessant. Jeg siger ikke at jeg ikke kan holde mig fra app’en – Men hvor var den app, dengang jeg var single?

Det er fredag, og alle drengene skal afsted på den halvårlige obligatoriske loge-tur. Dukker man ikke op, så er man ude og kan ikke komme med igen. (Eller det fortæller vi i hvert fald vores kærester, så har vi en undskyldning for at tage af sted). Dagen står på motorcross, fællesbadning, rom-smagning, og aftensmad – et program der danner rammen for en god dag med masser af grin og godt humør med de bedste venner.

De fleste venner er ligesom jeg i fast parforhold og på restauranten om aftenen går snakken på huskøb, parforhold, og hvordan kæresterne gerne vil ændre os. Stemningen stiger i takt med, at øllene ryger ned, og der går ikke længe, før den første siger: ”Hva så Jacob, får du lavet nogle damer” – Jacob er single og den fyr i gruppen, vi andre fortsat prøver at leve vores tabte single liv igennem. Jacob svarer: ”Jae, jow det er godt nok” – Jacob er flot fyr og på hans Tinder, har han mere end 100 matches. Os der ikke har været på Tinder har en forestilling om, at det at få noget på den dumme i dag, gennem Tinder, er ligeså let som at bestille en pizza fra JustEat (Hvilket er den eneste app jeg har på min telefon, hvor jeg kan vælge og vrage). Jacobs telefon går pludselig på tur, og alle drengene i fast forhold kæmper om den som 6 tykke drenge, der kæmper om det sidste stykke kage. Alle vil swipe, skrive og se hvilke piger Jacob har matchet med. Jeg kan se på drengene, at vi alle har den samme tanke: ”Hah! Hvis jeg var single i dag, ville jeg kunne vælge og vrage, jeg har de bedste scorereplikker.” Et forskruet selvbillede, hvor vi tænker tilbage på de enkelte gange, vi var heldige at score i byen i vores sene teenageår. Ingen af os husker de mange lussinger, afvisninger og antal gange, vi er gået alene hjem fra byen og har pudset den blå tyskerhjelm.

Det hele bliver pludselig til en konkurrence, hvor vi måler tissemænd på Jacobs bekostning. For hvem kan komme med de bedste scorereplikker og skaffe Jacob en date via hans Tinder.

- Vi ku’ bli’ kærester - Mikrofon-emoji.

- Kan du li’ eventyr og slik? Vil du kigge forbi og blande de 2 ting, så må du gerne se mine Pinocchio Kugler - Aubergine-emoji.

- Hej søde - Smiley med Hjerteøjne.

Det var nogle af de halvhjertede forsøg, der blev skrevet fra Jacobs telefon til forskellige piger, og vi var jo ligeglade. Det havde jo ikke noget med os at gøre – Udadtil var det ikke os, vi fik bare afløb for vores flirtende lyster på en, synes jeg, helt okay måde overfor vores kærester, uden der er noget forkert i det. Vi vil jo bare hjælpe Jacob – for vi må jo have styr på det med damerne, nu når vi var i forhold.

Det blev til den ene afvisning efter den anden fra pigerne, og når ”din pige” afviste Jacob, blev drengene fornærmet, og tog det personligt, jeg hørte endda mig selv fornærmet sige: ”Som om hun havde en chance”.

Det gode ved Tinder er dog at ”der altid kommer en sporvogn og en pige til” – Det var ikke som dengang, jeg datede. Når du havde fået den første afvisning, så var du nødt til at finde en pige på en anden etage eller på diskoteket ved siden af for at være sikker på, at de ikke havde set dig blive afvist. For så kunne du være sikker på, at de også havde fortalt deres veninder om dig og dine dårlige scorereplikker. (Dårlige var de også dengang, uanset hvor stor en karl du husker du var).

Der bliver vel skrevet til en 50 piger samlet set over aftenen, og pludselig går der øl, bytur og fulde snak i den…

Næste morgen vågner jeg på toilettet ved, at min kæreste siger, vi skal køre om 20 minutter. Vi skal til et års fødselsdag hos min hendes niece. Det havde jeg lykkeligt glemt i min alkoholrus. Jeg kommer i bad i håb om at få det bedre, men det skete nu ikke.

Da vi kommer hjem om eftermiddagen, har jeg brugt den sidste snært af energi, hvilket min kæreste godt kan se, og så siger hun: ”Du kan bare smide dig på sofaen, så bestiller jeg noget mad og henter det”. Lige der kan jeg mærke en form for lykkerus, hvorefter jeg falder om på sofaen.

Den enorme interesse for min vens Tinder og det vilde singleliv, vi alle prøvede at leve gennem Jacob i går, er forsvundet, og jeg føler mig heldig. Heldig over at have fundet min kæreste. For hvad skal jeg med alle de valgmuligheder på Tinder, når jeg ikke engang kan tage en beslutning om, hvilken pizza jeg skal bestille på JustEat? Så er det er dejligt at have en, der kan tage beslutningerne for mig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...