Vores klummeskribent Mette Goddiksen har været ved tasterne og har beskrevet et ret unikt nytårsforsæt

KLUMME: Jeg vil begrænse mig til et nytårsforsæt af den realistiske slags: Jeg vil dumme mig mere - og jeg vil lære mine børn at gøre det samme.

Ring til mig 1. april, og jeg hopper på alle dine løjer. Jeg vælger tillid og tro på det bedste over frygten for, du råber “ej, så dum, du er! Troede du virkelig, jeg skulle have en baby? etc.”

Ja. Jeg er måske smådum, men til gengæld er jeg fri for at spunse rundt og være mig narrer I ikke-paranoid. Jeg vil hellere være godtroende end ondtroende.

Jeg vil også stille flere dumme spørgsmål og række hånden op, når jeg hører et ord, jeg ikke fatter - også selvom alle andre i rummet lader som om, de er helt med. Herregud. Facaden blev opretholdt, og problemet opstår først bagefter, når man finder ud af, at en hel flok voksne mennesker faktisk ikke rigtig har forstået f.eks. et mødes indhold, fordi de ikke turde spørge.

Jeg vil også have en mening om en vin, hvis jeg bliver spurgt, selvom jeg ikke aner, om den er dyr eller billig. Også selvom alle andre I rummet foregiver altid at kunne skelne pap fra perfecto med deres overjordiske, forfinede middelklassesmagsløg. Og pommes puré… Hvad betyder det? Kartoffelmos? Okay så og tak.

Jeg vil angribe verden på en mere barnlig måde, vil jeg.

Fortæl os lige Rasmus-historien siger mine børn nogle gange. Det gør du måske ikke – måske synes du, folk, der fortæller barndomsanekdoter er dumme. Det må du gerne mene, og her kommer den i øvrigt:

Det var jo dengang, jeg var omkring fem år og så utrolig gerne ville flyve. Derfor studerede jeg intensivt husets undulat Rasmus, hans teknik og adfærd. Han spiste fuglefrø, så jeg spiste fuglefrø. Var sikker på, jeg havde opdaget hemmeligheden. Min dumme storebror på ni tog mig så med hænderne i fuglefrødåsen og begyndte at gøre grin med, at jeg var godtroende - men jeg skulle vise ham, kravlede op i øverste køje og trak vejret dybt. Så foldede jeg armene ud i forventning om at se ham tabe kæben, mens jeg elegant svævede rundt foran biltapetet.

Men okay. Min storebrors kæbe skulle ikke samles op. Det skulle jeg.

Jeg landede selvfølgelig direkte på kraniet.

Da jeg også kastede op, så måtte min mor haste på skadestuen med mig og min bror, der græd højere end mig, fordi han følte, den hjernerystelse var hans skyld.

Men det var jo dig, der var dum. Du troede, du kunne flyve! siger mine døtre forargede over, jeg kan være stolt af noget så idiotisk.

Men jeg var ikke dum, holder jeg hårdnakket på. Jeg havde lavet min research ud fra min daværende viden - og jeg lod mig ikke stoppe af frygten for at dumme mig, men lod mig styre af lysten til succes. Det er det, samfundet har brug for! insisterer jeg, mens døtrene kigger på mig med lattermild vantro.

De ældste går i 7. klasse og er i en alder, hvor verden decideret går under, hvis man dummer sig offentligt. Derudover testes de konstant - og det er ikke i kreativitet, mod og krøllede løsninger, men på korrekthed. Når jeg moderligt indskyder, at de der test ikke måler et menneskes værdi, så vender de stift blikket væk fra mig og mod 12-skalaen. Og den siger altså jo mindre korrekt, jo længere ned ad 12-skalaen skal læreren vurdere dig: Man bliver dermed ofte straffet for at tænke ud af boksen og være innovativ, hvilket ellers er en højt besunget kvalitet, som tilsyneladende skal forhindre, at vi danskere en dag kommer til at lave billige plastikdimser for kineserne.

Og selvfølgelig er vi bange for at dumme os. Vi lever i et konstant rul på sociale medier, hvor folk kun siger det socialt acceptable og fremviser deres korrekthed. Og gør de det modsatte, så står en massiv hær af tastaturkrigere klar til at dunke dem i hovedet med en høtyv og en flammende fakkel.

Så mine døtre deler frygten for at virke svag og/eller forkert med mange mennesker, og det er et samfundsproblem. Når vi ikke tør vise vores uvidenhed, så lærer vi ikke noget. Det er svagt ikke at turde indrømme, der er noget, man ikke ved eller kan.

At dumme sig er at leve.

Man bliver jo klog af det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...