Mette Goddiksen
Foto: Martin Damgård

Klummeskribent Mette Goddiksen vil have kvinder til at støtte hinanden i stedet for at gøre moderskabet til en konkurrence

AALBORG: Bring emnet fødsler op blandt en flok mødre, og så skal du bare lige se løjer.

De får et sådan et hektisk, indadvendt blik og sidder helt fremme på stolen, mens de andre snakker. De nikker - javist - og lytter javist sådan til husbehov, men de er ikke rigtig til stede: "Aha, aha, ser man deeeet, nå, hvor vildt! Dybest set sidder de fleste bare og venter på, det bliver deres tur til at fortælle om deres egen fødsel: Det var ligesom, da jeg...

Fødsler er kvinders krigsberetning. Deres lystfiskerskrøne. Og historierne bliver vildere og vildere. Blod, splat, fostervand og kvindekroppe, der sprængtes i stumper og stykker som postkasser nytårsaften.

Det er også vores heltekvad. Og som i rigtige heltekvad, så bliver der pyntet lidt på, hvor tapre vi egentlig var, og hvordan vi med rank ryg afviste alle former for bedøvelse. Man klarede sig da igennem på en halv Panodil og brølende moderinstinkt. Det gør man da, hvis man er fit til rollen som mor... Måske.

Men jeg forstår ikke referencen: Hvordan hænger de to ting sammen, medmindre man altså får et barn, der kontinuerligt sparker én i skridt, lænd og mave?

Selv har jeg ikke altid holdt mig for god og smed triumferende en tvillingefødsel og en fødsel af en 5,1 kg baby på bordet - for at smide trumfen med, at jeg ammede alle tre. Men bagefter følte jeg mig tom og træls at høre på. Hvad skal de andre dog bruge det til?

Jeg er derfor blevet bedre til på afstand at observere hele mor-konkurrencen. Jeg kan godt unde os følelsen af at være en klippe og en kærlighedskriger. Det har klart sin skønhed. Men desværre kan disse selskaber også være svære at leve op til. Og os, der i virkeligheden aldrig har fulgt den hellige morbog til punkt og prikke, kan risikere at komme i bad standing hos mormafiaen, hvis vi tør være ærlige.

Men det kræver selvsikkerhed at stå udenfor, for mormafiaens fordømmelse taler jo ellers direkte ind i den altid nærværende usikkerhed om, hvorvidt man virkelig kan løfte det gigantiske ansvar, det er at være nogens mor. Forælder-rollen er vanvittig. Det er som en følelsesmæssig suduko, hvor tallene hele tiden skifter, men du skal løse den på tid.

Derfor er det fristende bevidstløst at reproducere morbogens skrifter til punkt og prikke. Det er en sikker vej til at føle, man lykkedes. Nogle af de hellige bud er for eksempel: Du må ej få epiduralblokade, du skal amme minimum et år uanset hvad, og du skal gå meget stille med dørene, hvis du faktisk får sovet, kommer i bad og i det hele taget bruger lidt tid på voksensysler, mens baby sover (nogle mere end halvdelen af døgnet). Kom ikke her med din velsiddende frisure: Det er dårlig stil ikke at ofre alt!

Når de bliver ældre, så vil mormafiaens medlemmer være rørende enige om, at legeaftaler, teknologi, interesser, søvn, indtag af fødevarer og så videre skal skematiseres og kontrolleres nidkært. To økologiske rosiner er mere end rigeligt som fredagsslik. Og sodavand? Det ved deres børn simpelthen ikke, hvad er for noget. Lugter dit barn af kemisk Bamseline, eller har det trestjernet med på madpakken, og er der Haribo i slikskålen, så bliver du ekskluderet fra det gode selskab. Ikke på en direkte måde - bevares. Det er på en overbærende, diffus hun ved nok ikke bedre-måde. I virkeligheden gør du faktisk mormafiaen en tjeneste ved at være lidt umulig. En undersøgelse viser, at det primært er medlemmer af selvsamme privilegerede gruppe, der dyrkede "De Unge Mødre": De kan godt lide at se andre mødre kvaje sig. Nyder som guilty pleasure muligheden for at føle sig store ved at konstatere, de andre er mindre. Jeg stiller mig gerne til rådighed for forargelsesfryd, hvis det kan få mormafiaens medlemmer til at føle sig bedre (end mig): I indeværende skoleår har jeg misset minimum tre vigtige beskeder på intra, men i stedet har jeg husket at lære mine døtre at spille på heste på væddeløbsbanen. Mine børn får farverigt slik hver fredag, og jeg har prompte afvist akupunktur under mine fødsler. Jeg ville meget gerne have rigtig bedøvelse eller et nakkeskud i stedet for, som det hed sig. 1-2 -3... Og der må snerpes sammen.

Jeg har vist opgivet at blive optaget. Det er for besværligt, for man er ikke medlem for bestandigt. Du skal bestå en løbende eksamen i, om du kan mor-koderne, som: Nå, laver du så selv din mos? Tvillinger - aha - går de så i samme klasse? Hvornår bliver de hentet i børnehaven? Må dit barn få gluten? Hvor lang tid ammede du - og fødte du naturligt (underforstået helt uden bedøvelse)? Hvis du har fået kejsersnit, så skal du edderbankme have en god, medicinsk forklaring, før medlemmerne af mormafiaens blik atter bliver mildt.

Måske knækker du på et par af spørgsmålene, men bare rolig. Du kan købe dig til mormafiaens anerkendende nik med materielle symboler. Betragt udgiften som en form for beskyttelsespenge: Strik selv barnets tøj. Hvis du ikke kan finde ud af det, så kan du købe en striktrøje og så ellers rive og flå den ud af form, så den virker autentisk. Naturgummisutter, de kæmpestore brune dér, kan også rette op på et eventuelt skrantende omdømme, hvis du efter adskillige brystbetændelser kapitulerede og sad på en café med mormafiaens borende blikke i nakken og gav dit barn sutteflaske i stedet for.

Tjah. Det kan du gøre.

Vi kunne også bare forme en kæmpestor, flink morbande, der støtter hinanden og venter med at dømme, fordi vi dybest set ikke ved, hvad andre kæmper med, og hvad deres historie er. Selvfølgelig skal vi gøre vores bedste for de små, men det er også noget andet end konstant at gøre alting til en konkurrence, der kun kan dumpes.

Kan vi da ikke bare løsne lidt op og bære over med os selv og hinanden?

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...