Mens de fleste af os fortsat tænker mest på sol og sommer, er personalet i BilligBlomst allerede i fuld gang med at gøre klar til julen. Foto: Martél Andersen
Shopping

I BilligBlomst begynder julen i juli

Udpakningen af julevarer er i fuld gang - og man er allerede bagud

29. juli 2022 kl. 18:07

AALBORG: Nu' det jul igen, og nu' det jul igen, og julen varer lige ...

Hvis du er en af dem, der får nervøse trækninger ved tanken om nisser, kunstig sne og juletræer, så skal du måske springe fra nu.

Er du derimod er en af dem, der synes, at julen ikke kan begynde tidligt nok, så er det her lige noget for dig.

De kæmpestore julekugler er fremme - også selv om shortsene endnu ikke er pakket væk. Foto: Martél Andersen

For mens kalenderen siger højsommer, og vi knap har pakket feriekufferterne ud, taget shortsene af og tørret isen af munden, så kan du allerede nu se tydelige tegn på den kommende højtid i BilligBlomst i City Syd.

- Ja, vi er i gang med at stille de første varer op og lave vores Halloween-butik. Og faktisk er vi allerede lidt bagud, fortæller Fehti Polat, der er en af de to lokale butikschefer og medejere af det populære blomster- og plantemarked.

Det er aldrig for tidligt med en pyjamas med julemotiv. Foto: Martél Andersen

I den store hal, hvor der normalt står i tusindvis af blomster i alle farver, er papkasser med julekugler i størrelse kæmpestor allerede kørt ind, mens kassevis af varer rundt om i lokalet venter på at blive pakket ud og stillet op.

- Vi har allerede rigtig travlt. For normalt begynder de første containere med julevarer at komme midt i juni, men på grund af corona er de noget forsinkede i år, forklarer Fehti Polat, som samtidig har medarbejdere, der skal afvikle ferie.

Julen er lig med levende lys. Foto: Martél Andersen

Traditionen tro skal butikken gerne være færdig-udsmykket med julevarer i midten af september, og da det tager to-tre måneder at få det hele på plads, er de allerede lidt bagud.

- Vi får meget store mængder varer, og folk køber gerne tingene hurtigere, end vi kan nå at stille dem op her i begyndelsen, forklarer han.

Midt i hallen er Halloween-området ved at være klar. Foto: Martél Andersen

Fehti Polat medgiver, det godt kan virke lidt mærkeligt med kunder i sommertøj og julevarer i én og samme butik, men det er nødvendigt at begynde tidligt, hvis indholdet af de seks-otte 40 fods containere, der ankommer i løbet af disse uger, skal nå at komme på plads.

- Vi har desværre ikke så meget plads, at vi kan have julevarerne fremme hele året. Og vi får så store mængder varer ind, at når det begynder at gå nedad med salget af sommerblomster i begyndelsen af juli, så må vi i gang med at forberede julen, siger han og tilføjer, at blomstersortimentet også ændrer sig til det mere efterårsprægede - f.eks. lyng - i disse uger.

- Vi gør det selvfølgelig også, fordi vi kan sælge halloween- og julevarerne allerede nu. Folk køber det og tænker, "så er det gjort", tror jeg.

Hortensia og porcelænsgræskar blander sig i disse dage med hinanden i hallen. Foto: Martél Andersen
Det er både af praktiske hensyn, og fordi varerne kan sælges, at BilligBlomst gør klar til julen allerede nu, fortæller medejer og butikschef Fehti Polat. Foto: BilligBlomst
Annonceret indhold

Nyeste