Er du til bog eller film? Bibliotek og biograf inviterer dig til et fremtidsunivers

AALBORG: Om du er den store sci-fi-nørd eller helt ukendt med genren, så er der noget at hente, når biblioteket i samarbejde med Biffen laver deres årlige film-bogcafé på fredag 31. januar.

For en flad tyver får du både læse- og filminspiration pakket ind i et show.

- For os handler det helt enkelt om at give inspiration til gode læseoplevelser, og så vil vi samtidig gerne udfordre vores brugere, siger bibliotekar Peter Søholm fra Aalborg Bibliotekerne.

Sammen med to kolleger står han bag den årlige film-bogcafé, som de seneste godt 10 år har ligget i foråret.

Showet er en blanding af fortælling om seks bøger og filmklip fra de tilsvarende filmatiseringer. I år er det med udgangspunkt i sci-fi og fremtidsvisioner, og du kan blandt se klip fra Blade Runner og høre om dens forlæg, romanen Drømmer androider om elektriske får? og The Handmaid's Tale baseret på Margaret Atwoods roman af samme navn.

- Det er virkelig tænkt for alle aldre og alle typer. Og man behøver ikke vide noget om filmene eller bøgerne i forvejen. Vi vil bare gerne inspirere, siger han.

Showet bliver holdt to gange på fredag 31. januar - kl. 10-11.30 og 16-17.30. Begge gange er det i Biffen.

Billetter koster 20 kroner pr. styk - plus evt. reservationsgebyr. Til gengæld får du en kop kaffe eller te oven i.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...