Karnevalet er aflyst, men klummeskribent Mette Goddiksen er klar til næste år

AALBORG: Lørdag bobler Aalborg over af farver, kærlighed og lir under karnevalet.

Unge mænd med ubarberede ben vil springe ud som tryllefeeer, og folk fra hele landet vil valfarte til Nordens Paris. Temaet er ”Når jeg bli’r stor”, og jeg skal klædes ud som Søren Brostrøm med faderlige panderynker.

Nååååh nej.

I år er det kun vandet til de blødkogte æg, der bobler, og det tætteste, vi kommer på udklædte, er folk med mundbind og plastikhandsker nede i Rema. Fløden i kaffen er sur, og fuglene pipper ikke med på en insisterende sambarytme. Holger er alt for let at finde på den øde vej.

For Aalborg Karneval 2020 er død med corona.

Lad mig med det samme komme med en advarsel: Hvis du er én af disse boomers, der skriver lange, rasende indlæg om unge mennesker nu til dags og udelukkende fokuserer på vildfarne kropssekreter og den – trods alt – meget begrænsede kriminalitet, som karneval forårsager, når man sammenligner med deltagerantallet, så kan den her klumme gøre dig endnu mere rasende. Du kan blive herligt forarget og føle dig højt hævet over masserne.

For pointen er utvetydig: Jeg elsker Aalborg Karneval. Jeg ser det som en gave til min by.

Jeg bor på Østre Allé, og der er frit lejde til at tisse i min forhave den ene dag om året. Her synger vi ikke ”Se-kret og dø”. Sådan en smule tis kan spules væk, og det er en acceptabel pris for at nyde så mange menneskers livsglæde samt at se min by i alle landets medier.

Ja, måske går jeg selv derud i forhaven og tisser i år. Hejser et lille, gult flag til alle dem, der forgæves har knoklet og glædet sig til karnevalet. Det ville bilisterne på den befærdede vej uden tvivl også sætte pris på.

Og en advarsel mere: Hvis du er alt for intellektuel og cool til at favne en dag med lidt bøvet fuldskab og kiksede kostumer, så vil du sikkert finde min hyldest dybt plat. Fair nok.

Men lev nu med det, eller tag på landet med en pragtfuld flaske Chablis. Glæd dig over, at årets øvrige 364 dage er dine. Her er selvkontrol, konkurrence og velovervejede nik til god og korrekt smag i højsædet – du skal kun leve med denne vulgære eksplosion af folkelig livsglæde i Aalborgs gader én dag om året.

En dag, hvor kammeratskab er vigtigere end karakterer, hvor flæsket kan flashes frit og filterløst, og hvor bekymringerne om fremtiden forsvinder, når hende den søde, halvvisne munk eller cykelmyg smiler til dig.

Munk og cykelmyg! Lyder det ikke lidt hjemmebikset?

Jo. Og jeg kan godt se, at de professionelle sambadansere er imponerende og velkoreograferede, men mest af alt elsker jeg drømmene, kreativiteten og humoren i de hjemmelavede kostumer. Tænk lige på, hvor meget forventning, tid og forberedelse, der går foran den sammenbiksede trævogn, der lidt ligner Titanic, lidt den gamle skonnert ”Min Jytte”.

Vi lever i en tid, hvor overflade- og præstationskultur æder sjælefred til morgenmad og kun efterlader de tørre skorper til de unge, der ikke kan leve op til kravene.

Hold kæft, hvor kunne jeg godt unde alle de unge den pause fra forventningspresset og de dystre fremtidstanker, især i år. De skulle da have været ude og trutte i tilværelsens bløde kinder.

Og apropos bløde kinder: Mine egne børn er endnu ikke gamle nok til at deltage aktivt i karnevalet, men vi har tidligere år været ivrige tilskuere fra stuevinduet.

- Vi skal se på skøre mennesker, stråler den yngste.

Jeg står og svælger i kaffe og minder og lover (igen) mig selv, at næste år deltager jeg sgu. Skal bare lige have veninderne til at smide golfkøllen, deres flaske Atamon og de snart syltede rødløg. En kæmpe fordel er jo, at man kan male alle rynkerne over og feste, som var det i 2000, bliver mit salgsargument.

For os midaldrende er karneval en oversized udgave af Old Games Pub eller Pakhuset en fredag efter midnat, hører jeg mig selv sige.

Måske skal jeg være en myre ligesom det herrens år, hvor jeg med stram, sort badehætte med følehorn på scorede en hulemand. Han hed i virkeligheden Jens og var en livsglad ingeniørstuderende. Jeg havde i virkeligheden busket, rødt hår, en melankolsk personlighed og en bleg ansigtstone – men karnevalet førte os sammen. Og således har karnevalet gennem årene haft mange dagen efter-forskrækkelser og/eller atypiske kærestepar på samvittigheden.

Et minde, der også altid banker ind på lystavlen er dengang i sluthalvfemserne, hvor en stor Toms Yankee-bar med tykke briller ved indgangen til Kildeparken fornærmerede en skumbanan ved at rynke på næsen og sige de bevingede ord:

- Du ligner en stor lort. Hvordan er det at være en lort, hva?

Skumbananen blev noget vred, men heldigvis kom det ikke til håndgemæng. Det ville også have været svært for politiet at skrive en seriøs rapport om et eventuelt optrin.

Eller i 2013, hvor hele arrangementet var truet af konkurs, men tusinder og atter tusinder fyldte hele Limfjordsbroen og sang med på Eurovison-vinderen Emmelie de Forests "Only Teardrops".

I år står den på fællessang og Faber i fjerneren. Det er sandelig også langt mere passende for en dame på 44 år.

Men i 2021 giver vi den gas. Gu’ gør vi så. Om så det bliver fra et stuevindue ud til både Østre og Mindernes Allé.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...