Den første fysiske butik i landet åbnet i Aalborg

AALBORG: Stylepit var for 17 år siden blandt de første webshops i Danmark, og er fortsat en af de største spillere på markedet. Webshoppen er kendt for sit store udvalg af sko, tøj, accessories og skønheds-produkter. Torsdag kunne man så præsentere Stylepit Beauty, firmaets første fysiske butik, på adressen Gravensgade 8 i Aalborg midtby, og den begivenhed skabte både kødannelse langt op ad Gravensgade og stort rykind i den flotte, nye butik.

Firmaets direktør, Sven Eric Nilsson, havde taget turen fra hovedsædet på Amager for at klippe snoren og byde de mange kunder velkommen.

- Det er helt overvældende så mange mennesker, der har lyst til at byde os velkommen, og heldigvis har vi mange særdeles gode åbningstilbud at byde på til kunderne, udtaler direktør Sven Eric Nilsson.

Det er aalborgensiske Charlotte, der indtager rollen som butiksbestyrer for Stylepit Beauty.

Hun har over 33 års erfaring indenfor beauty-området, og er derfor i stand til at give en god og grundig vejledning omkring produkterne.

- Og så går vi benhårdt efter at tilbyde kunderne byens bedste personlige service, slutter den erfarne butiksbestyrer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...