Idrætsmødet aflyser årets event i Aalborg på grund af Corona-krisen
Men man vender styrket tilbage i 2021 med million-støtte fra Nordea-fonden
AALBORG: IDRÆTSMØDET er på grund af Corona-krisen nødt til at aflyse årets event, som efter planen skulle have været afholdt 24.-28. juni 2020 i Aalborg. I stedet vender man særdeles styrket tilbage i 2021, da Nordea-fonden nu bakker op med million-uddeling.
I øjeblikket ligger idræts-Danmark stille. Ingen sportshelte i aktion i arenaer og medier, og ingen børn og unge med røde kinder rundt omkring i det danske foreningsliv. Idrætssektoren er hårdt ramt, og nu har IDRÆTSMØDET i Aalborg også besluttet af aflyse årets event.
- Vi har undersøgt forskellige alternative måder at afvikle IDRÆTSMØDET 2020 på. Vi håbede til det sidste, at vi kunne udsætte og gennemføre IDRÆTSMØDET 2020, men efter råd fra vores samarbejdspartnere og advisory board, har vi måtte erkende, at vi desværre må aflyse IDRÆTSMØDET i år, fortæller Mads Duedahl, formand for IDRÆTSMØDET's præsidie og rådmand for Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune.
- Vi viste sidste år, at vi kan skabe et nationalt IDRÆTSMØDE med høj kvalitet, hvilket vi også har arbejdet hårdt på at lykkes med i år - men nu får vi tid til at bygge endnu mere på, så vi 2.-6.juni i 2021 kan præsentere et toptrimmet idrætsmøde for det danske idrætsliv, forklarer Mads Duedahl.
Idrætsmødet debuterede i 2019, arrangeret af Aalborg Kommune i samarbejde med bred repræsentation fra alle dele af idrætsområdet. Eventet står på fire ben. En stor idrætskonference over to dage for de idrætsfaglige og politikerne. En skoledel med aktiviteter for både børn og lærere, samt en folkemødedel og aktivitetsdel, hvor alle danskere inviteres med til aktiviteter, debatter, foredrag og underholdning.
Nordea-fonden var med som deltager i 2019, men i 2021, 2.-6. juni, træder de til med en årlig uddeling til IDRÆTSMØDET på en million kroner i tre år:
- Med IDRÆTSMØDET har Aalborg Kommune fundet formatet til at blive fremtidens naturlige mødeplads for alle os, der holder af idræt og arbejder for at fastholde eller motivere flere til at finde glæden ved idrætten og dens mangfoldige fællesskaber. Vi ser frem til et fantastisk "comeback" i 2021, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.
- Det er en flot og vigtig donation fra Nordea-fonden. Corona-krisen har gjort det tydeligt, hvor vigtigt idrætssektoren er for vores samfund og kultur. Det er her vi knytter fællesskaber og får oplevelser. IDRÆTSMØDET har en stor rolle i at styrke det fællesskab, når vi åbner op igen, og her er denne støtte uvurderlig. For midlerne betyder, at vi kan indfri vores ambitioner om at skabe en langt større og mere omfattende udgave af IDRÆTSMØDET i de kommende tre år til glæde for alle deltagerne og for idrætten i Danmark, siger Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune.
IDRÆTSMØDET's ledelse er i øjeblikket i gang med flere tiltag, som skal få IDRÆTSMØDET til at leve mellem de årlige events. Det kan man følge med i på www.idrætsmødet.dk