Kulørte pindestole og andre møbelklassikere rykker ind i tidligere tøjbutik

AALBORG: Håndværkere er i disse uger i fuld gang med at give den tidligere tøjbutik Hanne Øvad på Nytorv en seriøs makeover.

Først omkring påske er den nye lejer klar til at rykke ind i lokalerne, men allerede nu kan vi her på aalborg:nu afsløre, at det er et af landets store møbelbrands, FDB Møbler, der flytter ind i de centrale lokaler.

- Vi glæder os rigtig meget, siger direktør for FDB Møbler Ole Kiel.

Det er knap et år siden, at vi kunne fortælle, at møbelfirmaet var på jagt efter lokaler i midtbyen, men nu er det altså lykkedes.

- Vi har ventet på det helt rigtige lokale, tæt på gode parkeringsmuligheder. Det synes jeg, vi har fået her mellem Salling og Magasin, siger han.

Katrine Schousboe
Den tidligere tøjbutik, Hanne Øvad, bliver lagt sammen med den tidligere spillehal bagved - tilsammen giver de to lokaler en ny stor møbelbutik. Arkivfoto: Katrine Schousboe

Landets største butik

Hanne Øvads tidligere lokaler bliver lagt sammen med en tidligere spillehal, og det giver FDB Møbler et lokale på cirka 430 kvm. at boltre sig i.

Det gør samtidig den nye butik til FDB Møblers største i hele landet.

- Det bliver et rigtig spændende lokale med flere kringelkroge og niveauer, fordi det er de to lokaler, der er lagt sammen. Vi har samtidig valgt at bevare de høje paneler og sildebensparketten, så det bliver rigtig godt, vurderer Ole Kiel.

Direktøren har store forventninger til, hvad den nye butik vil betyde for omsætningen i landsdelen.

- Vi forventer at tredoble omsætningen i Aalborg og omegn - sammenlignet med det netsalg, vi har haft hidtil. Det kan vi se skete, da vi åbnede butik i Odense, så det bør også kunne ske her, siger han.

Katrine Schousboe
Butikken bliver landets største - og får fuldt sortiment i både møbler og tilbehør. PR-foto

Ud over møbelklassikere som Poul M. Volthers kulørte pindestole kaldet J46 og Børge Mogensens gyngestol J52G vil du også kunne gå på jagt i et bredt udvalg af accessories fra lamper over duge til sengetøj.

Nøjagtig, hvilken dato butikken åbner, er ikke fastlagt endnu. Det kommer til at bero på, hvordan byggeriet af de nye lokaler skrider frem. Ole Kiel forventer dog, at FDB Møbler kan åbne omkring påske.

Butikken på Nytorv er FDBs ottende selvstændige møbelbutik.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...