Konditor Cæcilie Dolleris lægger vægt på, at de gode råvarer er helt afgørende i de gammeldags fastelavnsboller. Foto: KaffeFair
Mad & Drikke

Ingen andre kager eller masser af fyld i fastelavnsbollen - her er den helt klassisk

Den populære bolle er tilbage hos caféen i Vestbyen

23. januar 2022 kl. 10:04

AALBORG: KaffeFair er igen klar med en af tidens helt store trends; fastelavnsbollen. Og vi kan lige så godt slå fast med det samme, at det er den helt klassiske, der ikke er tilsat andre varianter af kager eller masser af forskelligt fyld.

For man skal ikke lave om på den gode smag. Det mener konditor Cæcilie Dolleris fra KaffeFair Strandvejen, og hun frygter ikke, at fastelavnsbollen ender bagest i et måske mere farverigt smagsfelt.

Du finder fastelavnsbollen i to varianter her hos caféen i Vestbyen. Foto: KaffeFair

- Jeg elsker gammeldags fastelavnsboller. Det er mine yndlings, og jeg har spist mange. Da jeg var elev, havde vi dem året rundt i forskellig forklædning. Men jeg hælder nu til at bevare den klassiske, gode smag, siger hun om fastelavnsbollerne, der er tilbage efter sidste års pause på grund af corona-nedlukning.

Cæcilie Dolleris beskriver selv KaffeFairs to varianter som dels en bolle med marcipanremonce uden dikkedarer og lavet på de samme råvarer som dens makker, der er tilsat brombærsyltetøj og nougat.

- I KaffeFair går vi meget op i, at smagen kommer fra de gode råvarer, vi bruger. Derfor kan man se vaniljekornene fra den ægte vaniljestang i bolledejen, og marcipanen er ren, lavet på mandler. Det giver bare mere fylde og karakter i smagen, og gode råvarer er sjovere at arbejde med, siger hun.

Du kan købe KaffeFairs fastelavnsboller alle hverdage fra klokken 12 frem til 28. februar. Og et lille hint; den første dag var der udsolgt efter bare to timer, så nu lover Kaffefair, at der bliver bagt endnu flere de kommende dage.

Annonceret indhold

Nyeste