Juleturnéen rammer Aalborg til december, men billetter er klar lige straks

At julen hvert år skal synges ind med Stig Rossen Julekoncert, er for rigtig mange danskere blevet en vaskeægte juletradition.

Derfor tager Stig Rossen for intet mindre end 24. gang på juleturné og lader julestemningen sprede sig over publikum i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) onsdag 5. december klokken 20.00.

- Julekoncerten med Stig Rossen er bare en klassiker. Aalborghallen er meget tæt på udsolgt år efter år til koncerten, og det beviser, at det er en tradition, som det nordjyske publikum har taget til sig. Så den tradition skal selvfølgelig holdes i hævd, siger Nicolaj Holm, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Traditionen tro har Stig Rossen en gæstesolist med på scenen. Det bliver i år den 20-årige Andrea Lykke Oehlenschlæger fra Ringkøbing. Det er ikke hvem som helst, den unge kvinde har sunget sammen med.

Listen tæller nemlig både Simon Kvamm fra Nephew, The Antonelli Orchestra og Mads Langer, og hun har også optrådt for H.M. Dronning Margrethe. Det bliver heller ikke helt nyt for hende at stå på scenen med Stig Rossen, da de to også tidligere har sunget sammen. Men denne gang står det altså i julens tegn.

Billetterne sælges fra søndag 26. august kl. 12.00

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...