Hun stiller sig frem, for at andre også tør, fortæller hun

AALBORG: Hvis man har lagt vejen forbi Nytorv eller Aalborg Havnefront den forgangne sommer, har man måske fået sig noget af et kulturchok.

Det var nemlig ikke ualmindeligt at høre dunkende beats og se Ingrid Spinella gør sig nogle dansetrin, der ikke naturligt hører til i Nordjylland.

Frederik Marcus Overgaard
Ingrid Spinella var igen at finde på Nytorv lørdag 9. April. Foto: Martél Andersen

Dansestilarten kaldes afrobeats og er en dans, der stammer fra Vestafrika, hovedsageligt Ghana og Nigeria, og er en blanding af House, Hip Hop og traditionelle afrikanske danse.

Og dens tiltrækningskraft kunne man ikke komme udenom. Mens de fleste nøjedes med at se på, var der også flere, som stillede sig op ved siden af eller bag ved Ingrid for at danse med.

Og det glæder den dansk-italienske danser.

- Mange vil gerne danse, men nogle gange kræver det, at en person stiller sig frem og tager teten. Det kan påvirke folk positivt, at man ikke gør det alene og i stedet bliver en del af et dansende fællesskab, siger Ingrid Spinella.

- Vi er et meget reserveret folkefærd, og man tør ikke sådan lige stille sig op og danse, selvom man gerne vil det, fordi man frygter for andres mening og blikke.

Frederik Marcus Overgaard
- Mange folk kommer forbi for at sige tak, fordi vi bringer noget dans og glæde tilbage i gadebilledet. Foto: Martél Andersen

Ovenpå coronarestriktionerne er Ingrid og hendes afrobeats tilbage på gaden, og det er tiltrængt, mener hun.

- Vi har så meget kontrol i dagligdagen i form af forpligtelser. I dansen har man mulighed for at bevæge sig, og der er intet, der er rigtigt eller forkert. Det er en subjektiv udtryksform, siger Ingrid Spinella.

En afrikansk skat

Ingrid Spinella er opvokset på Sicilien i det sydligere Italien, hvor der bor mange afrikanske immigranter og flygtninge, og derfor var afrikansk musik, dans og kultur en naturlig del af hendes opvækst.

Frederik Marcus Overgaard
- Jeg er altid meget opmærksom på at få sagt til folk, at dans ikke handler om at være perfekt. Det handler om at have det sjovt, få selvtillid og selvværd ud af det, siger Ingrid Spinella. Foto: Martél Andersen

Dans har altid været en del af hendes liv. For fire år siden var hun medlem af en afrobeats gruppe i halvanden år, men i 2020 følte hun for et brud med gruppen for at udvikle sig selv.

Det medførte flere ture til Afrikas vestkyst, hvor hun ofte besøgte Ghana for at samle inspiration og forståelse for den afrikanske kultur.

Nu har hun gjort det til sin store passion at sprede afrobeats til verden og Nordjylland.

- Afrika er mere end fattigdom, udspilede maver og løver på vildmarken. Afrika har en stor, rig kultur med store byer, natteliv, kunst og mode. Afrikanerne er faktisk verdenskendt for deres musik bare ikke her i lille Danmark. Det synes jeg er synd, og det vil jeg gerne være med til at få åbnet øjnene for folk.

- Det er glæde, energi og højt tempo. Alle ting, som vi godt kan savne heroppe - specielt ovenpå corona og restriktionerne.

Spottet på gaden

Da Ingrid for et års tid siden begyndte at danse i gadebilledet, var der mange mennesker, der efterspurgte danselektioner over Instagram.

- Flere kvinder tog kontakt til mig for at høre, om jeg også underviste i afrobeats, men jeg havde simpelthen ikke plads hos mig til at undervise alle de mennesker hjemme i min lejlighed, griner Ingrid.

Til hendes held havde ejer af dansestudiet Just Dance, Thomas Omondi, spottet hende på gaden, og han tilbød hende hurtigt faciliteter og muligheden for at starte et dansehold op.

Frederik Marcus Overgaard
- Dans handler om at udtrykke sig, og vi bruger kroppen til at oversætte musikken, siger Ingrid Spinella, der her ses sammen med Thomas Omondi. Foto: Martél Andersen

Danseren fortsætter dog stadigvæk med at danse på gaden, så alle får mulighed for at stifte bekendtskab med afrobeats.

- Jeg er fuldstændig ligeglad med, om det blæser, sner eller regner. Hvis folk vil danse, så gør vi det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...