Det forhenværende restaurationsskib er blevet slæbt væk fra sin faste plads i Aalborg Havn og har kurs mod en eventuel ophugning eller måske salg til anden side

AALBORG: Den ikoniske og hæderkronede isbryder Elbjørn har nu taget hul på sin sidste rejse.

Skibet blev fredag slæbt væk fra den faste plads i Aalborg Havn, hvor det forhenværende restaurationsskib har ligget uvirksomt hen i en rum tid.

Bjørnen, som skibet kaldes i folkemunde, er måske på vej til de evige jagtmarker i form af en definitiv og afsluttende ophugning eller måske en eventuel overtagelse af en ny køber.

Elbjørn var sidst ejet af "Selskabet af 8. januar 2018 Aps.", der gik konkurs, og manden bag det konkursramte selskab var Martin Kløve Lassen fra Tjele ved Viborg.

Torben O. Andersen
Elbjørn er her ved at blive gjort klar til at blive slæbt væk fra kajen. Isbryderen har set bedre dage og lå ikke ligefrem til pynt på havnefronten. Foto: Laura Guldhammer

Isbryderen er i dag i en meget ringe forfatning, og mange er af den opfattelse, at skibet kun kan betegnes som én stor skrotbunke, der er bedst tjent med en ophugning.

Aalborg Kommune er ejer af den kajstrækning og bolværk, hvor Elbjørn har været fortøjret, og det siges, at det stærkt forfaldne skib har været en torn i øjet på kommunen.

Opfattelsen er, at den gamle isbryder ikke pynter på den ellers så flotte havnefront.

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen, Aalborg Kommune, siger til aalborg:nu, at han ikke ved, hvad planen er med skibet fremadrettet.

- Kommunen vil hellere end gerne have, at der er liv på havnen og havnefronten i det hele taget, og jeg håber, at kajstrækningen kan indgå i sådanne planer, pointerer borgmesteren.

Advokat Gert Nissen, advokatfirmaet DLA Piper i Aarhus, er kurator på konkursboet, og han siger til aalborg:nu:

- Jeg har af kuratorerne fået til opgave at sælge Elbjørn til den højest mulige pris.

- Det er derfor fuldstændig underordnet, om isbryderen sælges til f.eks. ophugning eller til en ny køber. Vi skal bare have så mange penge som overhovedet muligt for skibet.

- Og jeg vil under ingen omstændigheder selv sætte en salgspris på Elbjørn - det kommer helt an på en konkret forhandling med en køber, understreger han og tilføjer, at interesserede købere er mere end velkomne til at rette henvendelse til ham med et bud på skibet.

Advokaten fortæller også, at det er efter aftale med Aalborg Kommune, at det er besluttet at bugsere Elbjørn ud til en ny placering i oliehavnen i Aalborg.

- Kommunen har ladet os forstå, at man allerede er godt i gang med forberedelserne til arrangementet The Tall Ships Races, som finder sted i begyndelsen af juli måned i år, og at man som en praktisk foranstaltning derfor gerne vil af med Elbjørn på den hidtidige centrale og iøjnefaldende placering på havnefronten.

Konkursboets kurator oplyser endvidere, at der er pant i Elbjørn for ca. otte millioner kroner.

Bygningschef hos Aalborg Kommune, Peter Munk, siger til aalborg:nu, at man har lavet en aftale med kurator om, at Elbjørn kan blive liggende i oliehavnen indtil 15. april.

- Når vi kommer så langt, så skal kurator fortælle os, hvad planen er med skibet fremadrettet. Vi kan selvfølgelig ikke have det liggende til evig tid uden en aftale om det videre forløb.

Peter Munk:

- Aalborg Kommune opsagde lejekontrakten med den tidligere ejer, da han ikke levede op til betalingsbetingelserne, men vi har ikke husleje til gode hos konkursboet al den stund, at ejeren indbetalte det skyldige beløb efter, at kontrakten var blevet opsagt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...