Andreas Hoffmann, Jevgenijs Galaktionovs og Hugo Markoff startede sidste år Really A Robot, som netop har sendt verdens første coronapasscanner på markedet. Foto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>
Livet her

Iværksættere vil gøre dit coronaliv lettere

Nyt Aalborg-firma satser på teknologi, der kan løse problemer

17. december 2021 kl. 18:52

AALBORG: De er unge, de er fra Aalborg, og de synes selv, de har fat i noget af det rette. Ideerne og retningen mangler i hvert fald ikke på Really A Robots kontor i Aalborg Øst.

Den aalborgensiske startupvirksomhed har netop lanceret Danmarks, hvis ikke verdens første, coronapasscanner. Den står i Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor den hjælper medarbejderne med at tjekke pas, når man besøger huset.

- Vi er så vidt, vi ved, de første i verden til at lave sådan en. I hvert fald i Europa, som er der, man har en fælles standard for passene, forklarer Andreas Hoffmann, der er en af de tre iværksættere bag firmaet.

Sammen med Jevgenijs Galaktionovs og Hugo Markoff bruger han time efter time på kontoret på at forfine både teknologi og produktet. Mens de to første siden i sommer har kunnet kalde sig robotingeniører fra AAU, er han selv uddannet multimediedesigner på UCN.

- Man kan vel lidt enkelt sige, at mens de to andre står for indholdet, så står jeg for brugerfladen, siger han.

De produkter, Really A Robot leverer skal være intuitive og enkle for brugerne at gå til. Foto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Startup midt i en pandemi

Really A Robot er kun godt et år gammelt og grundlagt med en klar mission om at bidrage positivt med robotteknologi. De tre er enige om, at de vil gøre en forskel for helt almindelige mennesker og planeten.

Og siden firmaet er skabt midt i pandemien, har det været oplagt at arbejde med løsninger, der kan mindske smittespredning.

I første omgang har de lavet en robot kaldet #NoFever, der, som navnet antyder, kan måle temperatur. Termometret er en del af en stander, hvor robotten justerer sig automatisk efter ens højde, som man får en præcis, kontaktløs måling. Samtidig kan robotten også scanne om man har mundbind på. Resultatet kan enten vises på skærmen eller printes på en billet.

- Den er tænkt til steder, hvor der er krav om ekstra høj sanitetsstandard. Det kunne være en virksomhed, der producerer fødevarer, eller hvor det er ekstra væsentligt, at smittede ikke kommer ind, fortæller Andreas Hoffmann.

De tre har netop lige søgt patent på teknologien bag #NoFever, men har også samtidig udviklet den nye coronapasscanner.

Den nye maskine er et relativt enkelt koncept, hvor man som bruger holder sin telefon med QR-koden hen til standeren. Den kontrollerer så ægtheden og giver en forskellig lyd, alt efter om passet er godkendt eller afvist.

- Vi siger nogle gange lidt for sjov, at det jo bare er en stander med en iPad på. En iPad, der så kan tale med det officielle coronapasregister. Men hele vores tanke er netop, at det skal være nemt og enkelt at bruge, siger han med smil i stemmen.

Alt arbejde med udvikling, markedsføring og salg foregår indtil videre på Really A Robots kontor i Aalborg Øst - men de tre er klar til at skalere produktionen af coronapasscanneren op. Foto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Vigtigst at gøre noget for andre

De tre, som alle er midt i 20'erne, er færdiguddannede og skal altså leve af Really A Robot. De har fået nogle forskningsmidler, og derfor hænger det indtil videre sammen for dem, men tanken er selvfølgelig, at firmaet med tiden skal hente penge på at sælge eller leje udstyr ud.

- Vi arbejder rigtig mange timer, men vi synes jo, det er sjovt, og det er nu, vi er unge og skal gøre det her, slår Andreas Hoffmann fast.

For nu bliver alle deres produkter til på kontoret i Aalborg Øst. På en ganske lavpraktisk måde er de selv i gang med skruetrækkere og skal samtidig også stå for salgsarbejde og markedsføring. Men Andreas Hoffmann håber, der venter en fremtid, hvor projektet bliver skaleret op og sat i en større produktion, for han lægger ikke skjul på, at de alle er dedikerede til projektet og måske i virkeligheden endnu mere tanken om at kunne gøre en forskel.

- Selvfølgelig kan der også være en motivation i at være selvstændig og kunne sætte sin egen dagsorden, men for os er det i virkeligheden vigtigere at kunne gøre noget for andre og for kloden, siger han.

Firmaets mission er da også at hjælpe menneskeheden med det, de kalder "en overgang til en mere etisk og bæredygtig fremtid gennem højteknologiske løsninger".

- Nu var corona her jo, så det var oplagt at begynde der, men med tiden vil vi gerne i højere grad beskæftige os med løsninger, der kan gøre noget for miljø og klima. Løsninger, der også kan gøre livet nemmere for os alle, fastslår han.

LÆS OGSÅ: Første sted i Danmark: Maskine scanner dit coronapas

Annonceret indhold

Nyeste