En livslang passion blev til modebrandet MiltonWear - mød iværksætteren bag

AALBORG: - Jeg kommer simpelthen ikke tilbage, nu skal jeg ud og udleve min drøm!

Med de ord sagde nu 31-årige Steffie Bønsdorff fra Nørresundby farvel til sit job i en telefonsamtale min sin chef, kort før hun skulle vende retur fra barsel.

Efter mange års drømmeri om at lave sit eget tøjbrand var det blevet tid til at tage springet. Et valg, der har sendt Steffie Bønsdorff ud på, hvad hun selv beskriver som "en vanvittig rejse": et valg hun i dag smiler stort over.

Stil møder komfort

MiltonWear er kort fortalt et brand til dig, der vil have lækkert designertøj, som er behageligt, stilrent og ikke koster en halv jetjager.

- Det var egentlig ikke tanken fra starten, men den vej, jeg er kommet til at gå, er med komfortabelt performancewear til kvinder, der godt kan lidt businesswoman-looket, fortæller Steffie Bønsdorff.

LÆS OGSÅ: Redkordlave priser: Flyv billigt fra Aalborg til 10 populære storbyer

Sortimentet tæller bluser, bukser og jakker, og den helt store bestseller er to af de ting i en kombination: Jakkesættet.

- Jeg startede ud med en hel kollektion, der også inkluderede kjoler og nederdele, men gennembruddet kom med jakkesættet, hvor jeg kunne se, at vildt mange lavede genbestillinger.

- Der kunne jeg også mærke, at det var lige dér, min passion egentlig er.

Katrine Brix
Sådan ser de populære jakkesæt ud i varianten "Trine". Privatfoto

Det store spring

Det var først efter mange år i branchen, at Steffie Bønsdorff gav liv til MiltonWear.

- Jeg har altid brændt for tøj og startede som helt ung med at tage grunduddannelsen som beklædningshåndværker. Og så har jeg arbejdet i min mors butik i ni år, hvor jeg har lært en masse om kvinders behov, siger hun.

- For eksempel har mit fokus været at få kvinder ud af prøverummet med 20 procent mere selvtillid, end da de gik ind.

LÆS OGSÅ: Med corona kom enorm succes: - Svært at holde varerne på hylderne

Mens virksomheden i dag er godt på vej med nu to ansatte, er det en lang og svær proces, der ligger bag og i den forbindelse understreger Steffie, at det kræver en god portion passion.

- Man bliver maksimalt presset, og det er rigtig nervepirrende, fordi man jo skal investere noget og på den måde, er der meget på spil. Med hånden på hjertet har jeg ikke udbetalt løn til mig selv i tre år, hvor min familie og jeg har levet ene og alene på min mands indtægt. Men nu er vi nået dertil, og det er så fedt, siger hun.

- Man skal være meget passioneret omkring det, man laver, før det giver mening, og man synes, det er sjovt. Og det er jeg!

Store drømme for fremtiden

Det var rejsen frem til nu. Men hvad er så næste skridt? Steffie Bønsdorff har mange store drømme med sin virksomhed, som hun er mere end klar til at tage hul på.

- Det næste step for mig er produktudvikling, så der kommer endnu flere varer på hylderne. Jeg vil gerne tilbyde noget til alle kvinder. Der er mange, der efterspørger en anden buks eller trøje, og det lytter jeg til, siger hun.

- Og så håber jeg jo at få flere ansatte, når folk får øjnene op for mit brand. Lige nu har jeg mange kasketter på.

Det gode iværksætterråd

Spørger man Steffie Bønsdorff, hvad hendes bedste råd er til spirende iværksættere, der skulle sidde derude med store drømme om iværksætteri, er svaret kort og godt:

- Følg din mavefornemmelse! Der er titusinde mennesker, der vil fortælle dig, hvad du skal, men min erfaring er, at man ALTID skal følge sin egen mavefornemmelse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...