Ivan Pedersen er utilfreds med den parkeringsafgift, han fik under Tall Ships Races i Aalborg. Foto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>
Livet her

Ivan i chok, da han kom tilbage til sin bil efter Tall Ships Races

Tildækkede skilte bør betyde, at parkering er tilladt, mener Ivan Pedersen. Centerchef afviser

10. august 2022 kl. 09:58

AALBORG: Lørdag 6. august havde Ivan Pedersen fra Aars taget turen til Aalborg i bil for at nyde fyrværkeriet under årets Tall Ships Races-event.

I Aalborg parkerede han sin bil på Peder Skrams Gade i et område, hvor der i forvejen holdt en række biler.

Efter fyrværkeriet var forbi, vendte Ivan tilbage til sin bil og satte kursen mod Aars igen. På vej hjem opdagede han til sin egen overraskelse en gul lap, der blafrede under vinduesviskeren. Af lappen fremgik det, at han havde fået en parkeringsafgift på 510 kroner for parkering i et område med standsningsforbud.

Ivan Pedersen er utilfreds med Parkeringskontrol Nord. Foto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Det undrede i høj grad Ivan. Han mente nemlig, at overdækningen af skilte på vejen tillod parkering. På Peder Skrams Gade, hvor han parkerede, var en række skilte overdækket med plastik. Disse skilte angiver, når de ikke er tildækkede, at arealet er forbeholdt særtransport, og parkering kun er tilladt om søndagen. Ved vejen stod også skilte, som angiver, at standsning er forbudt. På disse skilte var den nederste del med tidsrum tildækket.

- Jeg kørte rundt for at lede efter en parkeringsplads derude omkring Skudehavnen, og jeg så, at skiltene var dækket til, og så tænkte jeg, så kører jeg da ind og holder fortæller Ivan og fortsætter:

- Og der holdt flere biler parkeret i forvejen. Da jeg kom derind, holdt de i to rækker.

Flere skilte var dækket over med plastik. Privatfoto
Normalt fortæller skiltene, at området er til særtransport. Privatfoto

Efterfølgende tog Ivan kontakt til Parkeringskontrol Nord, som havde udstedt afgiften. Her fortalte en kvinde ham, at der ikke var noget at gøre, og at afgiften skulle betales indenfor ti dage.

Men sådan kommer det ikke til at gå, hvis det står til Ivan.

- Det sidste jeg sagde til hende var, I får aldrig de penge, vi mødes i retten, fortæller han.

Ivan Pedersen fik under Tall Ships Races en p-bøde, men han holdt på en vej, hvor skiltene var dækket med plastiksække. Aars d. 9 august 2022 <i>Foto: Lars Pauli</i>

Vindmølletransport kom om natten

Frode Nielsen, som er centerchef for Parkeringskontrol Nord, fortæller, at arealet benyttes til transport af vindmøllevinger.

- Når der er transport af de her store møllevinger, skal de kunne komme ind i et stort sving for at komme rundt derude. Derfor er der en standsningsforbudzone, lyder det fra Frode Nielsen, som fortsætter:

- Der er skilte, når du kommer fra Vestre Fjordvej, hvor du har det her areal, og det er der også, når du kommer fra Peder Skrams Gade og kører op til det areal med forbudszoner i begge sider af vejen, fortæller centerchefen.

Normalt er søndag undtaget for standsningsforbuddet.

Frode Nielsen bekræfter, at det er Parkeringskontrol Nord, der har dækket skiltene til.

Frode Nielsen er centerleder for Parkeringskontrol Nord. Arkivfoto: Lars Pauli

- Da der var en stor vindmølletransport, der skulle foregå natten mellem lørdag og søndag, var man nødt til at fjerne muligheden for, at man kunne parkere. Derfor var de undertavler, der giver adgang til, at man kan parkere om søndagen, fjernet, så der var zone af standsningsforbud døgnet rundt alle ugens dage i den her periode, siger Frode Nielsen.

Kan du forstå, at det kan skabe lidt forvirring, det er jo et relativt lille skilt?

- Det er to store skilte, et på hver side af vejen. Det er bare undersiden, der har været streget over, selve forbudszonen har siddet der hele tiden. Det er kun den lempelse, der var på undersiden, der var streget over, fortæller Frode Nielsen.

Den forklaring er Ivan Pedersen dog ikke tilfreds med.

- Den tager jeg ikke for gode varer. Jeg mener, at nu hvor skiltet er dækket af, så er det sat ud af funktion, afslutter han.

Annonceret indhold

Nyeste