JazzCyklens koncept er enkelt - det kræver kun en stikkontakt

AALBORG: Jan Olesen er en erfaren musiker, men han har sat sig selv på en prøve.

Han skal prøve at være mere spontan.

- Du ved: just do it, griner han.

Derfor har den 63-årige aalborgenser sat sig for at cykle rundt i Aalborg med sin guitar, forstærker og mikrofonstativ og spontant stille op og spille jazz, blues eller måske noget helt tredje.

Inden har han dog lige tippet sine følgere på sin facebookside "JazzCyklen," så de har en ide om, hvor han er.

- Jeg har altid arbejdet sådan meget struktureret og været vild med at lægge strategier.

- Og så har jeg vel egentlig også fået spillet det, jeg skal med etablerede orkestre på natklubber over hele landet, siger han.

Ideen er for så vidt afprøvet, for Jan Olesen, der udover musikken også har egen tekstforfattervirksomhed, har en del år valgt at hoppe på et fly til Kreta og så spille på de små taverner.

- Det har været rigtigt sjovt og givende at spille for et godt græsk måltid mad og en flaske Retzina, men nu har jeg ligesom også prøvet det, siger han.

- Med mine 63 år er jeg nok også nået dertil, hvor jeg egentlig godt vil lidt tidligere i seng, siger han med et grin.

Torsdag skulle konceptet så stå sin prøve, og det tager ikke mange sekunder, før en kabelrulle bliver rullet ud fra Street Food.

- Det er da et helt fantastisk initiativ, siger Klaus Korsgaard fra Street Food.

- Og egentlig passer det også godt med nogle af de planer, vi har om mere eller mindre spontan stand-up eller musik her.

Tre turister - Familien Flockhart og Louis Parker fra Edinburgh - kan også lide ideen og tappede med fødderne til lyden af "I can´t give you anything but love".

- Det er da en pragtfuld plan bare sådan et tage ud i det blå og spille, siger de.

Jan Olesen er godt klar over, at det ikke er helt lovligt bare at stille sig op.

- Men det gør jeg jo ikke her, for nu har jeg jo lavet en aftale, og sådan tror jeg også, at det bliver, siger han.

For selvom det godt må være spontant, så er der også plads til det mere planlagte.

- Det kunne for eksempel være, at jeg blev hyret ind til at spille lidt frokostjazz i kantinen, siger han og fortsætter.

- Jeg kan jo hurtigt rykke ud.

Jan Olesen er allerede i gang, og du kan følge hans gøren og laden med cykel og guitar via hans facebookside "JazzCyklen."

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...