Marcus Delfer guider dig til oplevelser de kommende dage

AALBORG: Byens porte står altid åbne, og privilegerede som vi nordjyder er, har vi konstant adgang til et kulturelt Narnia. Du går aldrig sulten i seng, og det kan vi takke byens mange forskellige aktører for. Bæredygtighedsfestival, kunst i verdensklasse og et pulserende musikliv. Det kan være svært at vælge, og derfor har vi samlet tre bud på, hvad du kan lave i din kommende weekend.

Fredag: Jazz i nye omgivelser

Aalborg har et pulserende jazzliv og indenfor det seneste år, er det kun blevet nemmere at smage byens musikalske talent på forskellige beværtninger.

Men jazz behøver ikke kun at blive spillet i røgfyldte lokaler. Fløs er en hyggelig café i Reberbansgade, der også serverer god mad og denne fredag lyder startskuddet for en række kommende jazz jams, hvor du selv kan svinge instrumentet eller lade nogle af byens bedste musikere tage dig ud på en musikalsk rejse. Musikken spiller fra kl. 21, så kom i god tid, få en god plads og evt. en let servering.

Hvad – Jazz jam på Cafe Fløs

Hvor og hvornår – Cafe Fløs, Reberbansgade 16B, 9000 Aalborg. Fredag kl. 21-01

Hvor meget – Arrangementet er gratis

Lørdag: En særlig tur til Egholm

Tilbage i april drog mange af byens borgere ud til det skønne Egholm, hvor der blev afholdt en særdeles succesfuld familiefestival med musik, yoga, workshops og meget mere.

Selvom der altid er mange gode grunde til at besøge Egholm, er der den kommende lørdag et arrangement, der er værd at slå et slag for, når aktionsgruppen “Egholm-Motorvejen - Nej tak” inviterer til Bæredygtighedsfestival. Tag på vandring med naturvejleder Esben Buch, prøv stilhedsmeditation, hør Jonny Hefty poetry-slamme og nyd en dag på den unikke ø i Limfjorden.

Hvad – Egholm Bæredygtighedsfestival

Hvor og hvornår – Egholm. Lørdag kl. 15-01

Hvor meget – Arrangementet er gratis, men færgebilletten koster 20 kroner

Søndag: Kulturel søndagstur

Ugens sidste dag bliver for mange mennesker helliget til sofaen, men sådan behøver det slet ikke at være.

Som fast ugentlig begivenhed byder Kunsten på deres søndagsture, hvor du får et mere dybdegående kendskab til nogle af museets mange fantastiske værker. Temaet varierer hver uge, og denne søndag vil du under temaet ”Let’s Talk” opleve et udgangspunkt i idealer, fællesskaber og grænser. Forbered dig på en tur, hvor du får mulighed for at tænke frit og højt om værkerne i et forum med forskellige personlige indspark. Turen varer ca. 50 minutter.

Hvad - Guidet søndagstur på Kunsten

Hvor og hvornår – Kunsten, Kong Christians Alle 50, 9000 Aalborg. Søndag kl. 14-15

Hvor meget - 30 kr. + alm. entré

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...