Je suis John Mogensen

KLUMME: Jeg elsker brune bodegaer. Nå da, tænker du måske og forestiller dig straks, at jeg sidder i en svedig netundertrøje og skriver i en kæmpe blæser, mens fluerne sværmer omkring mig.

Men jeg er noget så kedeligt som en midaldrende, nogenlunde sober husmor, der lige har hørt, at bodegadøden raser. Det er en skam. Verden bliver stadig mere og mere overfladisk og resultatorienteret, og vi har mere end nogensinde før brug for de her små, uprætentiøse åndehuller, hvor man egentlig ikke skal andet end at være sammen og fortælle røverhistorier. Det herlige er også, at bodegaer er noget så insta-uværdige. Der er grænser for, hvor mange likes det giver at fotografere brune paneler og grønne raflemåtter. Man er nødt til bare at være til stede.

Det er ikke fordi, jeg har noget imod trendy caféer eller dyre vinbarer. De kan også noget. Der kan man for eksempel føle sig vigtig, indgå netværk og måle hinandens værdi på, hvor langt man er nået i karrieren. Eller hvad der står i mærket i nakken på kjolen.

Det er bare lidt anstrengende i længden. Vi har brug for variation. Og på den brune er der mere prestige i at være sjov og hyggelig end i, hvad din titel er.

Vi har netop en fantastisk by, fordi den favner hele spektret. Vi har det fine, gamle borgerskab ude i Hasseris. Vi har gourmet, kunst og arkitektur i verdensklasse. På den anden side har (eller havde) vi rekord i flest værtshuse pr. indbygger – og mulighed for at gå i Gaden og købe ti tequila slammers til en særdeles fair pris. Hvor Aalborg engang var noget sidetung i forhold til brune værtshuse, og røgen fra skorstenene hang overalt som en tung bøvs, så kan jeg godt blive bekymret for, at balancen nu tipper for meget over til de mere sterile mødesteder, hvor man er mere en overfladisk vare end et almindeligt, sårbart menneske.

Steder, hvor ingen rigtig tør sige, hvad de mener om vinen, før den i selskabet, der ved mest om vin, har givet den tommel op eller ned. Steder, hvor vi skal præstere, og man kan studere, hvordan alle opfører sig som påfuglehanner med den flotte hale spændt ud til max.

Jeg er vokset op i Nr. Uttrup. Mine bedste ungdomsminder er fra hedengangne Hyggestuen, men det slår mig lige nu, at klientellet dengang også var mere blandet. Der var os unge gymnasieelever. Der var ham direktøren med den fede Citroën CX. Der var den trendy frisør, som vi gerne ville ligne. Fodboldstjernen fra NUBI stod ved baren med en kødrand omkring sig. Der var familiefaren, som burde gå hjem til sin familie. Og så var der en håndfuld stamgæster med dårlig mundhygiejne og skrumpelever: Det var for mig en uundværlig del af min sociale opdragelse, at jeg på Hyggestuen fik indsigt i så mange forskellige menneskers liv. At vi på tværs af aldre og status mødtes på få kvadratmeter lørdag aften.

Det forekommer mig, at vi her i 2019 har delt os i et A- og B-hold. De respektable ser lidt ned på de brune værtshuse, og bodegagæsterne sidder og øffer over den slemme elite i en sky af Kings-røg. Det tjener ingens sociale intelligens og åbenhed med sådan en inddeling.

Jeg tror, bodegadøden skyldes, at de har fået et mere sølle ry, end de havde tidligere. Medmindre man gør meget ud af at lægge en ironisk distance til den brune, så tænker folk, man er drikfældig. Ja, jeg tager da mig selv i lige at kigge mig over skuldrene for at se, hvem der kigger, inden jeg en sjælden gang imellem frekventerer den brune.

Og ingen røg uden et bål: Vi har en underlig værtshuskultur i Danmark sammenlignet med for eksempel lande med stolte pub-traditioner. Da jeg boede i Irland, så var det helt normalt at mødes til en Guinness og aftensmad efter job på en almindelig tirsdag. Det var herligt socialt, spontant og tilgængeligt. Ingen behøvede at vimse rundt for at gøre rent og kokkerere, før gæsterne ankom (som anført i Outlook for måneder siden). Vi mødtes på pubben, hvis dagsformen var til det, og vi gik tidligt hjem.

Her til lands går vi på bodega om lørdagen og tømmer et fadølsanker.

Jeg gad godt tage mine børn med på værtshus. Naturligvis ikke på den der tragiske 70’er-måde, hvor mor og far drikker sig stive, mens de små sover på bænken med en citronvand i maven. Godt, den slags ikke er socialt acceptabelt mere. Det er ikke i orden – det er utrygt - at udsætte sine børn for den mangel på kontrol.

Men omvendt vil jeg gerne vise dem den her del af den danske kultur i en light-udgave. Bare lige slå sig ned en torsdag og få en cola og en cowboytoast, uden forbipasserende pæne mennesker sendte de stakkels små medlidende blikke.

Jeg gad godt give den døende bodegakultur elektrochok og se den genopstå som en blanding af de bedste fra nu og dengang.