Den lyserøde café kan i disse dage fejre sin 10 års fødselsdag. Indehaveren har flere bud på nøglen til succes, men især medarbejderne betyder noget helt særligt for hende

Cafe Vi2 på C.W. Obels Plads er på mange måder en helt almindelig café, hvor der er alt fra brunch, burgere og stjerneskud til friskpresset juice og kaffe på menuen. Alligevel er der noget helt særligt over stedet, der efterhånden har et årti på bagen. Indehaver Jeannette Isgaard Jørgensen har nemlig haft en mission fra starten. Hun vil være verdens bedste chef, og så har hun ansat alle sine veninders og familiemedlemmers børn. Netop det ser hun som et stærkt kort at have på hånden.

Camilla Gammelgaard Johansen
Indehaveren går meget op i, at caféen skal være et hyggeligt sted at være. Foto: Kim Dahl

Tog springet

Jeannette Isgaard Jørgensen har altid haft en drøm om at starte sit eget, men da hun havde små børn, valgte hun alligevel at holde sig til sit job i den offentlige sektor i mange år. En dag fik hun alligevel nok og tog springet ud i at blive selvstændig.

- Jeg var rigtig træt af mit job, og en dag blev det for meget for mig. Jeg har arbejdet, siden jeg var 13 år, så det var ret vildt bare at sige op, fortæller hun.

Det var dog ikke et liv som arbejdsløs, der ventede hende. For kort tid efter, hun tog beslutningen, bød der sig en stor chance. Caféen på C.W. Obels Plads var blevet ledig.

- Det kom meget impulsivt. Det her sted stod tomt, og der var mange, som havde prøvet at drive det on and off. Min gode kammerat havde pant i det, og det var derfor ham, som skubbede mig ind i det. Jeg syntes egentlig, det var for stort. Jeg havde bare tænkt, jeg skulle drive en lille kaffebar, siger Jeannette Isgaard Jørgensen.

Camilla Gammelgaard Johansen
Menukortet har ændret sig igennem årene, men der er stadig solide caféretter på. Foto: Kim Dahl

Det skal være rart at arbejde

Det var tilbage i 2008, hvor finanskrisen bankede på døren, og hvor folk måske ikke gik så meget ud, som de gør i dag. Derfor blev det en hård start for den lyserøde café i hjertet af Aalborg.

- Min mand sagde til mig efter noget tid, at jeg skulle finde ud af, hvornår det ikke var sjovt mere. Jeg gav det til november 2009, og heldigvis begyndte det at vende. Det er jeg glad for. Nu har vi travlt stort set hver eneste dag, siger Jeannette Isgaard Jørgensen og fortsætter:

- I begyndelsen var målet, at det skulle kunne køre rundt. Jeg havde slet ikke regnet med, at det skulle blive så stort, og at jeg ville få 36 medarbejdere. Det er jeg meget taknemmelig for.

Netop medarbejderne betyder noget helt særligt for Jeannette Isgaard Jørgensen.

- Mine børn er fløjet fra reden, men jeg har til gengæld 36 unge mennesker herinde. Og det betyder ekstremt meget for mig, at vi alle sammen har det godt. Der skal være plads til, at vi hygger os, og vi skal nyde at tage på arbejde. Det er nummer et for mig, siger hun.

Det var specielt erfaringer fra hendes tidligere job, der fik medarbejderpleje i fokus fra starten.

- Jeg har haft nok dårlige chefer, og jeg lovede mig selv, at jeg ville blive den bedste chef nogensinde. Ellers gad jeg ikke åbne stedet. Det var virkelig vigtigt for mig.

Vi er en stor familie

Stemningen blandt personalet virker da også god, og selvom der er rygende travlt i caféen, så er der plads til et smil og lidt hyggesnak. Det skyldes i følge Jeannette Isgaard Jørgensen endnu en ting. Hun har nemlig en særlig strategi, når det gælder ansættelse af nye medarbejdere. Hun kender næsten dem alle sammen på forhånd, og det er primært hendes veninders børn, familiemedlemmer og ikke mindst deres venner og veninder, der igennem årene er trukket i forklæderne.

- Der er virkelig mange, som synes, det er vildt mærkeligt, og som spørger, hvordan jeg kan gøre det. Men det er nemt, jeg kender jo de børn, og jeg ved, hvad de står for. Jeg har en relation til næsten alle dem, jeg ansætter, og det har bare været så godt. Vi er en stor familie herinde, siger hun og fortsætter:

- Det er en dobbeltgevinst. Man er sammen med dem, man holder rigtig meget af og følger dem. Jeg kender dem, og jeg kan sige alt til dem.

Det betyder også, at nogle af Cafe Vi2s medarbejdere har været med fra starten, mens andre har været der igennem hele deres studietid. Og når de stopper, er der stadig håb for taktikken.

- Jeg har nogle veninder, der har et par efternølere. Min søsters børn er også blevet gamle nok, så de er lige blevet ansat, siger Jeannette Isgaard Jørgensen med et smil på læben.

Camilla Gammelgaard Johansen
Jeannette Isgaard Jørgensen kender stort set alle, hun ansætter, på forhånd. Det har hun stor succes med. Foto: Kim Dahl

Vil eksistere i fremtiden

Det siger sig selv, at der er sket en del i løbet af det forgangne årti, men en af de største for Jeannette Isgaard Jørgensen må alligevel være, at der er kommet en lillesøster til. For halvandet år siden overtog hun nemlig den Bette Kro, der ligger et stenkast fra caféen. Det var egentlig ikke planen, men da chancen dukkede op, bød hun alligevel på stedet. I dag er hun glad for afvekslingen, som det giver, men Cafe Vi2 betyder stadig noget helt særligt for hende.

- Den Bette Kro handler mere om håndværk, hvor man kredser lidt ekstra om de små detaljer, og det er et super hyggeligt sted. Men Cafe Vi2 er jo mit lille barn. Jeg synes, her er så skønt at være, siger hun.

Derfor kan gæsterne også forvente, at caféen vil eksistere mange år endnu, og det vil være præcis, som man kender det i dag.

- Man skal selvfølgelig hele tiden forny sig lidt og følge med, men Cafe Vi2 bliver ikke lavet helt vildt om. Vi får lidt nye møbler i ny og næ og fornyer menukortet, men ellers vil det være, som det plejer. Jeg går mest op i, her skal være hyggeligt, og at der skal være plads til alle, afslutter hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...