Mennesker

- Jeg elsker Aalborg over alt på jorden

04. oktober 2017 kl. 09:52

AALBORG: Du bor til daglig i Los Angeles, men hvis vi siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

- Jeg kommer til at tænke på mine mange minder fra byen. Jeg er jo selv fra Nibe, men jeg føler stadigvæk, at jeg er hjemme, så snart jeg er i Aalborg. Jeg husker for eksempel, at jeg i mine unge dage tog rutebilen ud til Anker Møller (stor musikalsk personlighed fra Aalborg, red.) for at lære at spille guitar og banjo. Jeg kommer også til at tænke tilbage på, at jeg igennem årene havde et abonnement til Aalborg Teater, hvor jeg var en fast del af publikum. Jeg var meget imponeret over alle stykkerne fra verdensscenen.

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i Aalborg?

- Jeg kan nævne flere steder, for Aalborg har udviklet sig så smukt gennem tiden. Især ved fjorden og havnefronten, det er virkelig imponerende. Jeg er meget stolt over, at ’I Love It’ havde premiere i Musikkens Hus dernede, for det er i mine øjne et arkitektonisk masterpiece og et bevis på, hvor langt Aalborg er nået kulturelt.

Kunsten er også rigtig flot. Det er intimt og indbydende, og kunstsamlingerne er så smukke, så der går jeg gerne ind og ser udstillingerne. Og så er der Kildeparken, den betyder også enormt meget for mig. Det er sikkert fordi, det er der, man lige krydser over, når man kommer fra togstationen og skal over imod Hotel Hvide Hus, eller hvor man nu er på vej hen. Det er en utrolig smuk park.

Foto: Peter Broen

Har du nogen favoritsteder at shoppe i byen?

- Ja jeg synes, det er en sand fornøjelse at shoppe i Aalborg. Det er intimt og hyggeligt at gå rundt herinde. Jeg kan godt lide at gå i Salling, det er en flot forretning, men jeg elsker også at gå rundt i de mindre gader som for eksempel Gravensgade eller Bispensgade.

Hvad sætter du ellers pris på ved byen?

- Jeg elsker Aalborg over alt på jorden. Den emmer af livsglæde og god stemning. Jeg lægger stor vægt på at komme ud i byen og dens omegn hver gang, jeg er hjemme. Specielt sammen med min mor, mine brødre, deres koner og børn og bare gå rundt og hygge os og tage en lækker frokost. Vi har lige været på Joe & The Juice. Der var en skøn atmosfære, god musik og lækker mad.

Betyder det noget for dig, at du kommer fra Nordjylland?

- Ja det gør det. Jeg er en typisk nordjyde, og jeg ved, det er folk med et stort hjerte. Mennesker man kan stole på, mennesker der tager sig tid til hinanden, og mennesker der snakker og hygger sig. Der er faktisk mange af de nordjyske livsværdier, som jeg har taget med mig ud på verdensscenen.

Er der så nogle mennesker i Aalborg og omegn, som betyder særligt meget for dig?

- Ja arkitekten Utzon er en mand, jeg beundrer meget. Det er helt utroligt at stå i Australien og kunne kigge på én af verdens største seværdigheder i form af Operahuset, og så er det en aalborgenser, der står bag det. Så kan man kun være stolt.

Jeg elsker også områdets kunstnere og keramikere. Eksempelvis Thorvald (Thorvald Odgaard, red.) fra Nibe, der har slået igennem med sine flotte skulpturer. Jeg har kendt ham siden, han var ung, og vi har også flere af hans værker stående i vores hjem i LA.

Og så er der selvfølgelig min mor, mine brødre, deres koner og børn. Der er ikke noget vigtigere end familien.

Annonceret indhold

Nyeste