Pia Nygaard Larsen har prøvet at bo i evigt solbeskinnede Abu Dhabi, men for hende er Nordjylland bedst

AALBORG: Pia Nygaard Larsen er formand for Ladies Circles i Nørresundby, der de næste to år skal stå i spidsen for organisationens indsamlingsarbejde til fordel for LykkeLiga. Til hverdag driver hun sin egen virksomhed, Scansea ApS, der køber containere med frossen fisk og sælger dem til importører over hele verden. Hun elsker at rejse og har sammen med sin mand Per og deres to børn boet tre år i Abu Dhabi i de Forenede Arabiske Emirater, hvor Per var udstationeret. Selvom de var vilde med at prøve at bo i udlandet, var de ikke i tvivl om, at de ville tilbage til Nordjylland. Pia Nygaard Larsen er født og opvokset i Aalborg

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

Aalborg er hjem for mig. Aalborg er ”min” by. Jeg kender hver en krog af byen og har så stærk en Aalborg-accent, at det er svært at skjule, hvor jeg kommer fra.

Selvom jeg i dag bor nord for fjorden, føler jeg stadig, at jeg bor i Aalborg, og jeg er vildt stolt af vores by, og den udvikling Aalborg har været igennem. Der er virkelig meget at byde på til både turister, forretningsfolk og studerende.

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i Aalborg?

Som barn kom jeg meget på Egholm . Vi cyklede tid ud til færgelejet og hoppede på færgen over til Egholm, ofte bare for at soppe eller spise en is – og den dag idag er Egholm stadig et sted, hvor jeg elsker at komme.

Jeg håber, at vores børn også synes, at det er et lille fristed, som er hyggeligt at komme på.

Susanne Justsen
- Jeg kender hver en krog af byen og har så stærk en Aalborg-accent, at det er svært at skjule, hvor jeg kommer fra, siger Pia Nygaard Larsen. Foto: Henrik Bo

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig?

Når man er født og opvokset I Aalborg, er der jo mange personer i byen, der betyder noget særligt.

I mit nærmiljø sætter jeg utrolig meget pris på de 23 kvinder, som er med i vores Ladies Circle klub. Dem mødes jeg med en gang om måneden, og i dette klubår er jeg formand for vores klub LC5 Nørresundby. Disse kvinder giver mig et helt særligt, tæt og fortroligt netværk, som jeg sætter utroligt stor pris på.

Mine forældre og søster bor alle i Aalborg-området også, og jeg sætter pris på, at de er tæt på, så vi nemt kan ses og være sammen.

Ladies Circle i hele Danmark sætter de næste to år fokus på at samle penge ind til LykkeLiga efter indstilling fra jer i Nørresundby. Hvordan skal det foregå?

Jeg er stolt over at vi har ”vundet” de næste to års velgørenhedsprojekt.

I vores klub har vi ja-hatten på og prøver at tænkte ud af boxen, og vi har nedsat et udvalg i klubben, som er de primære tovholdere for at få events arrangeret.

Vi har allerede haft to store events, som samlet har givet over 100.000 kroner til Lykkeliga, og der er allerede mange andre ting og events i støbeskeen for resten af 2020 og ind i 2021 – jeg kan blandt andet nævne julepynt, adventskalendre, nøgleringe og bingo-event i foråret.

For os handler det også om, at det at samle penge ind til Lykkeliga skal være sjovt og berigende, så vi prøver at bruge nogle metoder, hvor velgørendhed kan kombineres med hygge og nærvær.

Susanne Justsen
Som barn tog Pia Nygaard Larsen ofte færgen til Egholm for bare at soppe eller spise en is, og i dag er hun stadig glad for at besøge øen. Foto: Henrik Bo

Hvordan synes du, at interessen generelt er i byen for at udføre velgørende arbejde?

Jeg oplever, at der generelt er stor opbakning fra de lokale firmaer til at støtte velgørende arbejde.

Vi holdt den 28. oktober et online intercitymøde med over 300 deltagere, og vi samlede over 80 præmier ind fra forskellige sponsorer, og det var ikke svært at få fat i nogen virkelig gode præmier.

Så jeg tror, at så længe at formålet med ens velgørende arbejde giver mening for dem, som skal støtte projekterne, og er noget folk kan forholde sig til, så er det forholdsvist nemt at få støtte til projekter.

Hvad byder fremtiden på for dig, hvis alt går, som du gerne vil?

Jeg synes, at det er ultra svært at spå om fremtiden – især i år, fordi corona har lært os, at det er umuligt at planlægge livet, fordi livet pludselig kan ændre sig – og ændre sig til noget ingen af os have troet nogensinde ville ske.

Så jeg er forholdsvis ydmyg omkring mine ønsker for fremtiden – jeg ønsker, at jeg og min familie skal forblive sunde og raske, og så håber jeg, at mit lille Scansea-firma kan forblive en success som vokser og bliver en stabil og god virksomhed, der måske på sigt kan ansætte en eller flere medarbejdere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...