Mange aalborgensere kender Carla Okkels fra Mabel Kafferi, som hun driver sammen med sin mor Camilla Okkels. Mød hende her

AALBORG: Når hun ikke er at finde i Mabel Kafferi, læser Carla Okkels HF på HF & VUC Nord’s afdeling, og når hun er færdig til sommer, vil hun arbejde i caféen hver dag. Carla Okkels er 21 år og bor i Øgadekvarteret.

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

Først og fremmest hjem. Jeg er vokset op i Aalborg og elsker den her by. Jeg tænker på en by i bevægelse med et hjørne til hver en type menneske.

Hvilke steder i Aalborg betyder noget særligt for dig?

De skønne parker, der er i Aalborg, betyder meget for mig. Som Østre Anlæg og Karolinelund. Det er steder, jeg kan sætte mig hen med mine venner og hygge, når der er godt vejr. Udover det kan jeg jo heller ikke lade være med at nævne Mabel Kafferi, da det efterhånden er mit andet hjem.

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig?

Min familie. Det meste af min tætte familie bor i Aalborg, og vi ser meget til hinanden. Jeg ser især meget til min søde mor Camilla, som jeg driver café med til daglig. Ellers betyder min HF klasse også noget for mig. Det er dem, jeg snakker med i hverdagen, og vi har jo det sidste stykke tid skullet hjælpe og støtte hinanden igennem vores uddannelse, som har været lidt ekstra hård under corona. Der må jeg også nævne mine lærere, som simpelthen også bare er de bedste!

Susanne Justsen
- Det meste af min tætte familie bor i Aalborg, og vi ser meget til hinanden, siger Carla Okkels. Foto: Martin Damgård

Hvordan er det at drive en kaffebar i Aalborg?

Det er så fantastisk. Jeg elsker at snakke med søde gæster hver dag og kredse om folk. Man kan sige, at aalborgensere har sin gang i midtbyen med deres favoritsteder, men jeg føler bestemt også, at de kommer ind forbi os på Mabel. Der findes ikke noget bedre for mig end at stå i cafeen en hel dag og snakke med dem, der kommer ind, og få skabt en relation. Man får helt bestemt opbygget et forhold til sine gæster her i Aalborg.

Hvad skal der til for at man som gæst får en god oplevelse?

Man skal mødes med et stort smil og dejlig velkomst. Det vigtigste som gæst er, man kan føle dig hjemme der, hvor man er, og at man kan mærke personalet vil gøre det ekstra for en. Jeg ved selv, hvor meget det betyder for mig at mærke, at personalet er imødekommende og glade, når man kommer ind.

Susanne Justsen
Carla Okkels river Mabel Kafferi sammen med sin mor, Camilla. Foto: Martin Damgård

Hvad er dine drømme for fremtiden?

Den er lidt svær. Jeg er en type, der går og drømmer om lidt forskelligt hele tiden. Men for mig er det nok at drive café med min søde mor og måske tage en uddannelse senere. Det er ikke noget, jeg har travlt med, for jeg har det godt der, hvor jeg er lige nu.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...