Mikkel Redder fra Nørresundby er Superligaens hidtil yngste dommer - mød ham her

AALBORG/NØRRESUNDBY: Når Superligaen går i gang her i weekenden, skriver 24-årige Mikkel Redder fra Nørresundby historie som den yngste dommer nogensinde i landets bedste fodboldrække. Han startede med at dømme kampe i en alder af bare 15 år, og som 22-årig debuterede han som dommer i 1. division, hvor han ligeledes var den yngste dommer. Mikkel Redders oprykning betyder også, at efter 26 års fravær for nordjyske dommere i den bedste danske fodboldrække - senest var det Ove Hust - er Nordjylland igen repræsenteret.

I første spillerunde der går i gang i morgen, fredag, er Mikkel Redder fjerdedommer i kampen mellem FCM og AGF.

aalborg:nu har blandt andet talt med Mikkel Redder om hans tilknytning til Aalborg og Nørresundby.

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

En by som er i rivende udvikling. Havneområderne - både i Aalborg og Nørresundby - indbyder til løbe- og gåture.

Jeg har dog en forkærlighed for Nørresundby, hvor jeg er opvokset, og hvor jeg nu bor i et hus nær Stigsborg Havnefront, så især det område er jeg helt vild med.

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i Aalborg/Nørresundby?

Uha ... Der er mange.

Men fodboldbanerne på Voerbjergvej, hvor Nørresundby FB hører til, betyder en del for mig, og Stigsborg Havnefront er jeg som nævnt også helt vild med.

Jeg cykler hver dag langs stien ind til Aalborg, hvor jeg arbejder og træner. Der er i øvrigt kommet en ny cykelsti, som gør, at jeg kan cykle langs fjorden hele vejen fra tunnelbroen i Nørresundby og ind til Aalborg. Det er en smuk og anbefalelsesværdig rute, hvor man både får set det nye og gamle Nørresundby. ​

Hvordan bruger du byens muligheder?

Jeg bruger dem hver dag.

Især de nye faciliteter i Vestre Fjordpark er lækre. Jeg er medlem af en vinterbadeklub derude, hvor jeg bruger saunafaciliteterne og det kolde fjordvand som mit mentale frirum. Der tanker jeg energi til hverdagen, hvor den bliver sat på pause.

Hvilken betydning tror du det har for Aalborg, at du er eksponeret som Superligaens yngste dommer?

Jeg håber, at jeg kan være med til at inspirere andre unge mennesker fra Aalborg-området til at blive dommere.

Men det er da godt for Fodbold-Nordjylland, at vi igen er repræsenteret med en dommer i den bedste række. Jeg kan jo ikke huske vores sidste dommer i Superligaen, Ove Hust, for der var jeg ikke født endnu. Men han var jo en levende dommerlegende i Nordjylland.

Hvordan tror du, din lyn-karriere som dommer kan påvirke andre der overvejer at blive dommer rundt omkring i Aalborg-området?

Jeg håber inderligt, at jeg kan inspirere andre til at blive dommere. Det er det bedste valg, jeg nogensinde har taget.

Hvis jeg skulle vælge, om jeg ville være professionel fodboldspiller eller dommer, så ville jeg ikke tøve med at vælge dommergerningen. Den har givet mig meget - især personligt.

Hvilke personer betyder noget særligt for dig i dit privat- og/eller arbejdsliv?

Især min dejlige kæreste, Carina, betyder meget for mig.

Hun har de seneste to år kæmpet med den forfærdelige sygdom kræft. Først blev hun ramt af leverkræft, hvorefter halvdelen af leveren blev fjernet. Desværre kom kræften tilbage i det raske stykke lever, hvilket gjorde, at eneste mulighed var en levertransplantation.

I starten af 2017 fik hun en lever fra en donor, så de seneste to år har vi fløjet utallige gange til Rigshospitalet - kombineret med, at vi gerne ville fortsætte med at leve et så normalt liv så muligt.

Heldigvis er vi begge opdraget med, at selvom der kan komme modgang i livet, så nytter det ikke noget at sætte sig ovre i hjørnet og tude.

Man må få det bedste ud af situationen og så kæmpe og fighte. Vi har begge lært på den hårde måde, at hvert eneste sekund skal nydes.

Og så har vi begge lært, at alt i livet kræver hårdt arbejde. Der er intet, som kommer gratis til en.

Jeg bliver også nødt til at nævne min mentor Lars Rix (Superligalinjedommer fra Aalborg) og min far Peter Redder.

De har været to utrolig store støtter for mig de seneste år. De har været altafgørende for min oprykning til Superligaen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...