Jeg er åbenbart blevet en rigtig slem fyr

KLUMME: Voksenskældud har været en næsten ikke eksisterende del af mit liv. Men på det seneste har jeg oplevet det flere gange, og jeg har så uendeligt svært ved at håndtere det.

Der er næsten ikke noget værre, end når et andet menneske føler trang til at opdrage på en, og endnu værre er det, når de har ret. Den milde form har jeg prøvet masser af gange. Det er den der, hvor man har glemt at blænde ned på sin bil, eller hvis der er gået en forlygte. Så bliver der lige markeret med et par aggressive blink med det lange lys. Dette sker typisk, når det er mørkt, og man bliver fuldstændig blændet. Det værste er dog, når der ikke er noget galt, det lange lys bliver smidt i hovedet på en, og man når ikke at blinke tilbage. Ligeledes er lykkefølelsen stor, når man når at returnere det det skarpe lys og blænde tilbage i hovedet på den selvretfærdige modkørende bilist.

Jeg cykler på arbejde lige for tiden, og den ene dag var der en ekstra stærk modvind. Heldigvis var der en cyklist lige foran mig på cykelstien, og jeg nød godt af vedkommendes læ. Efter flere kilometer, hvor jeg kunne nasse på den lyksalige læ og fornemmelse af medvind, stoppede cyklisten foran mig. Han var tydeligvis irriteret og belærte mig om, hvor dårlig stil jeg udviste.

Jeg bremsede lidt og trak undskyldende på mine skuldre og flygtede som en tyv i natten. Jeg burde naturligvis have stoppet op og undskyldt min egoistiske adfærd. Jeg skulle naturligvis have taget føringen, så vi begge kunne nyde godt af samarbejdet.

Ligeledes blev jeg belært, under en aftengåtur med min hund, Fru Knudsen. Jeg gik i vintermørket, i mine egne tanker, da en bil langsomt kom kørende i mod mig. Pludseligt fik jeg smasket det lange lys i hovedet. Først blev jeg ramt af en følelse af uretfærdig behandling. Efterfølgende har jeg naturligvis anskaffet mig lys til både mig og hunden.

Tilbage står jeg dog stadigvæk og undrer mig over behovet for at rette på andre voksne mennesker. Det kommer måske også mere naturligt til os, efter at vi igennem en årrække har vænnet os til at løfte vores selvretfærdige pegefingre på de sociale medier.

I disse coronatider oplever jeg, at der en stigende tendens til at rette på andre mennesker. Nærmest dagligt er jeg vidne til voksne mennesker, der føler trang til at belære andre voksne om, hvordan man bærer mundbind korrekt. Hvordan man har glemt at spritte af og generelt er dårlige til at holde afstand.

Coronapolitiet har kronede dage, og jeg er med på, at der er flere som optræder egoistisk i byrummet. Men hvornår har man egentligt ret til at rette på andre mennesker, og hvorfor har man behovet. Da jeg af natur generelt er særdeles konfliktsky, så ligger det mig utroligt fjernt at skulle irettesætte andre mennesker.

I sommer var der dog et enkelt tilfælde, hvor jeg følte trang til påføre mig coronauniformen og træde i karakter som coronasherif. Det var i en kø til en forlystelse i sommerlandet. Der var der en familie som insisterede på at stå med mindre end en meters afstand. Jeg valgte at tage kampen op, men mit våben var den passiv-aggressive adfærd. Jeg tabte naturligvis, og jeg burde nok i stedet have åbnet munden. Så kunne det være, at krigen var faldet ud til min fordel.

Så måske skal jeg bare til at rette på andre mennesker. Eller også skal jeg generelt have tillid til, at andre mennesker ved, hvad de gør, og den bilist der kommer kørende imod mig faktisk godt ved, at der er gået en pære og er på vej til at få den skiftet.

Jeg vælger at gå med det sidste. At udvise tillid til mine medmennesker. Der er rigeligt med sure holdninger og folk, der øffer på et spinkelt grundlag. Det skal være mit nytårsfortsæt, og denne gang vil jeg gøre alt for at holde det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...