Hvorfor er det mig, der skal holde kæft?

KLUMME: Hvorfor har den, der råber højst så uendeligt meget magt? Jeg har på det seneste igen haft glæden af at kunne tilbringe tid i større selskaber. Glæden over at være sammen med andre mennesker og faktisk opleve det at kunne føre en dialog med andre mennesker, der fysisk er tilstede, har beriget mit liv i stor grad. Men jeg har også opdaget, at der er et emne, der ikke skal på banen. Det er mor Mettes håndtering af corona-situationen, mundbind, coronapasset og vaccinerne. Holdningen til netop disse sprængfarlige emner kan hurtigt bringe sindene i kog. Specielt ved dem som er indædte modstandere af netop håndteringen og i særdeleshed vaccinerne.

Jeg har accepteret, at vi lever i et samfund, hvor demokratiet har besluttet, at mundbind og coronapas er blevet en del af virkeligheden. Jeg behøver ikke nødvendigvis at kunne se logikken i alle beslutningerne. Det kan jeg på ingen måde. Omvendt har jeg heller intet behov for at råbe op om mine holdninger, og jeg har heller ikke noget behov for at få andre til at skulle mene det samme som mig. Det er ikke helt det samme, jeg oplever ved de mennesker, der er indædte modstandere af det, der sker lige nu.

Her hører jeg, hvordan samfundet er blevet opdelt i et a og et b samfund. At coronapasset kan sammenlignes med jødeforfølgelsen under anden verdenskrig, og at det gift skal jeg fandeme ikke have sprøjtet ind i kroppen. Den sidste udmelding var naturligvis om vaccinerne og blev ytret af en person, der indtog tvivlsomme, halvfabrikerede fødevarer og blev afsluttet med en smøg. Jeg skal ikke være dommer. Kroppen er vores egen, og den bestemmer vi heldigvis stadigvæk selv over.

Mit store problem er den magt, som de der råber højst, har. Hele mit liv har jeg fået formaninger om, at der er emner, der ikke må tages op under en sammenkomst. Det har blandt andet været indvandrerpolitikken. Her har formaningen lydt: Du skal helst ikke bringe det på banen. Du ved jo, at han hidser sig op. Eller: Når han begynder på sin enetale om indvandrere, så skal du ikke kommenterer på det, han bliver jo så sur.

Nu er der så kommet corona på banen. Et emne hvor tonen kan blive ganske skinger. Her har jeg været vidne til personer, som har haft et uendeligt stort behov for rent faktisk at råbe deres holdninger til mundbind og mor Mette. Dette i sådan en grad, at det efterfølgende lagde en dæmper på selskabet, og hvor der undervejs i middagen lå en latent frygt for at komme til at bringe emnet på banen. I den konkrete situation med råbe-seancen sad vi samlet ni personer, hvor den ene person fuldstændigt havde taget magten fra resten af selskabet.

Jeg er grundlæggende konfliktsky, men kommer der faktuelt ukorrekte holdninger eller vanvittige generaliseringer på banen, kan jeg have svært ved at holde mig i skindet. Men jeg råber ikke tilbage. Ikke af frygten for konflikten, men af respekt for værten og resten af selskabet.

Men tilbage sidder jeg alligevel med undren over den urimelige magt, en enkelt person kan have over et selskab. Det er jo på samme måde på de sociale medier. Her har dem, der råber højst også en vanvittig magt. Det tavse flertal står tilbage og ryster lidt på hovedet. Taler om det i bilen hjem, og undrer sig over behovet for at råbe sine holdninger ud. På samme måde kan det tavse flertal sidde og undre sig over den insisterende råben på de sociale medier og ryste på hovedet, når de fået trumfet deres holdninger igennem.

Skal vi så bare alle sammen holde kæft for den gode stemnings skyld? På ingen måde. Løsningen er jo ikke at unfriende de personer, der har andre holdninger end os selv. Så kommer man jo aldrig videre. Hvis vi kun beskæftiger os med mennesker, der har de samme holdninger som os selv, får vi aldrig udvidet horisonten. Mit ønske er, at vi kan diskutere på faktuelt korrekt grundlag uden behovet for råberi, og uden at tonen bliver skinger.

Nu vil jeg stille og roligt stige på cyklen og nyde, at foråret har meldt sin ankomst. Her vil jeg så nyde stilheden, ryste lidt på hovedet, og nyde at trække vejret uden mundbind.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...