Formand for Aalborg ungebyråd Camille Jones har ordet

Aalborg: Nytårstaler er noget der hører årsskiftet til og i den forbindelse har vi givet ordet til tre forskellige Aalborgensere. Her er det formand for Aalborg ungebyråd Camille Jones der har slået på glasset.

Nu er vi snart nået til ende med år 2020 og det har helt ærligt været et af de mest kaotiske år for mange af.

2020 startede meget godt ud, vi havde alle sammen lavet planer, men som man kunne regne ud, blev det ikke til meget.

Mine venner og jeg nået lige en tur til København og tre dage senere var hele Danmark i karantæne.

Det var et kæmpe spring for rigtig mange, hvor man går fra at have planer hver dag og have et sociale liv, til at skulle være derhjemme konstant. Jeg må virkelig indrømme, at det var hårdt og hvad der kun skulle have været to uger, udviklede sig til flere måneder.

Set fra en ungs perspektiv, har i år været et forvirrende og frustrerende år for mange. Rigtig mange har følt sig presset og ensomme. Vores hverdag har fungeret på en helt anden måde, det har været forvirrende at skulle tilpasse sig den nye måde at gå i skole på, og da vi så lige troede at tingene var blevet bedre, kom der igen delvise nedlukninger, men jeg synes ikke at vi kun skal være så negative.

Jeg tror at vi alle har lært en masse af 2020, og jeg snakker forresten ikke kun om bedre håndhygiejne. I 2020 har vi lært at være taknemlige for dem var har tæt omkring os, nemlig familien. I en tid som denne har vi brug for vores familie, mere end noget andet, om det er ens forældre, kæreste eller sødskende, så har vi lært at sætte pris på dem. Dog er jeg også sikker på, at man ikke har kunne undgå at gå hinanden lidt på nerverne, det kender jeg i hvertfald til, men den man elsker tugter man.

Vi har som samfund været super kreative og har fundet nye måder at være sammen på - hver for sig. På den anden side er det også blevet tydeligt for mange, hvor vigtigt menneskekontakt er for os. For mig som et ungt menneske, bruger jeg utroligt meget tid på en skærm, men aldrig har jeg været så meget på en skærm som i år. Det er gået op for mig, at jeg til enhver tid hellere vil være sammen med mine venner og bekendte fysisk, end virtuelt. Jeg er virkelig blevet opmærksom på, hvor meget jeg kan komme til at bruge min telefon dagligt, og hvor ensomt det kan blive.

Jeg savner at kramme dem jeg holder af, og jeg savner at tage til store begivenheder og falde i snak med fremmede mennesker. Jeg savner sådan en lille ting som at give fremmede mennesker hånden når jeg møder dem, i stedet for at skulle smile akavet til hinanden, igennem masken.

Jeg er også sikker på at mange af os har fundet nye hobbyer og partitioner i år.

Jeg opdagede i hvertfald, at jeg er helt vild men at tage del i unge byrådets arbejde og være et talerør for de unge. Under karantænen kunne jeg mærke at jeg blev super grebet af at have indflydelse i samfundet og jeg synes at det er vigtigere end nogensinde, at vi står sammen i denne pandemi.

Derfor stillede jeg for første gang op som formand i Aalborg ungebyråd, og efter to år i ungebyrådet blev jeg i år valgt som formand.

Trods restriktionerne, håber jeg alligevel at alle har et godt nytår og at alle hygger sig med sine tætte, dog skal man passe på ikke at mister nogle fingre.

Udover det vil jeg bare sige, at jeg håber at 2021 bliver bedre for os alle sammen og jeg håber at vi kan komme tilbage til en mere normal og social hverdag, men indtil da skal vi stadig huske at passe på hinanden, for der er stadig en virus iblandt os.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...