Tina Larsen
Jesper Buch er ikke i tvivl om, at SNT har et stort potentiale. Foto: Per Arnesen, United Productions Aps.

Iværksætter-millionær Jesper Buch er imponeret over aalborgensiske SNT, som han har investeret i

AALBORG: "Den investering der har imponeret mig mest".

Sagt af iværksætter og Just Eat-millionær Jesper Buch om Shaping New Tomorrow (SNT), som han valgte at investere i, da de tre unge iværksættere bag tøjmærket præsenterede deres vision i Løvernes Hule på DR1.

Jesper Buch og en anden løve fra tv-programmet, Birgit Aaby, har hver investeret 250.000 kroner for en ejerandel på 10 procent.

aalborg:nu har talt med Jesper Buch om investeringen, SNT og iværksætteri generelt.

Hvad er den primære årsag til, at du investerede i SNT?

Det var tydeligt, at de brænder 110 procent for det, de laver.

Allerede i studiet kunne man mærke, at de har en god energi, de er jo som taget ud af X Factor.

De har styr på deres ting, og produktet holder.

Jeg kunne se, jeg havde en vinder.

Hvorfor er det den investering, der har imponeret dig mest?

Jeg er imponeret over, at de har så meget styr på både deres produkt og hele forretningsdelen.

Jeg sagde det lige efter tv-udsendelsen, og her nogle dage senere imponerer det mig også, hvordan de klarer al opmærksomheden.

Hvad er potentialet i tøjfirmaet?

Det er op til de tre at beslutte. Men jeg ser en stor tøjkoncern for mig der omsætter for mange millioner kroner i løbet af nogle år.

Det er min drøm, men det skal også være deres.

Hvad er dit væsentligste bidrag?

Det skal du nok spørge dem om, men jeg er meget motiveret for at hjælpe dem og deres virksomhed.

Min opgave som mentor og investor er at sende dem i den rigtige retning, de skal hele tiden fremad, så de når deres mål uden for store bump på vejen.

I øjeblikket rider SNT på en bølge af succes - hvad bliver udfordringen for de tre iværksættere på sigt?

De skal holde hovedet koldt, men det kan de også godt. De er tre fornuftige og meget kompetente unge fyre.

Når efterspørgslen er så stor, som vi ser nu, bliver næste udfordring at sikre, at der er varer nok på hylderne. Hvis ikke de kan følge med efterspørgslen, går de glip af omsætning.

Så det er vigtigt at sørge for, at produktionsleddet fungerer, så udbud og efterspørgsel hænger sammen.

Derefter kan man vækste og åbne butikker i Skandinavien og Nordeuropa - altså hvis du spørger mig.

Men det er deres virksomhed, og det er deres beslutning, hvad der skal ske. Jeg kan kun guide dem.

Og hvad er dit råd generelt til dem, der går rundt med en iværksætterdrøm?

Først og fremmest skal man tro på sig selv og arbejde hårdt. Derudover skal man kunne motivere både sig selv og de folk, man omgiver sig med.

Det er også vigtigt, at man ikke begår den samme fejl to gange.

Og så skal man være innovativ og udvikle sit produkt konstant, så man altid er foran sine konkurrenter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...