Vi har fået en snak med Mia Jespersen, der snart står i spidsen for Scleroseforeningens indsamling i byen. Mød hende her.

AALBORG: Mia Jespersen er 23 år gammel og er indsamlingsleder for Scleroseforeningen i Aalborg for første gang. Det er faktisk første gang overhovedet, at Mia Jespersen prøver kræfter med frivilligt arbejde. Hun er netop blevet bachelor i teknoantropologi ved Aalborg Universitet og flyttede til byen fra Fredericia på grund af studiet, men hun har altid følt sig rigtig meget hjemme Aalborg, fordi en stor del af hendes familie bor her. Hun har nu valgt at blive i byen og læse videre på kandidatuddannelsen Environmental Management and Sustainability Science.

Hvis jeg siger Aalborg, hvad tænker du så på?

Blæsevejr og natur, plads til mangfoldighed, ro og tryghed. Jeg er glad for at bo i Aalborg, da der er plads til alle, mens de nordjyske værdier ligeledes er med til at sikre noget jordbundethed. Det giver en vis form for balance og ro, synes jeg.

Er der nogle steder i byen, som betyder noget særligt for dig?

Helt klart Vestbyen. Jeg er så glad for, at vi endte med at finde lejlighed netop der. Vi har været meget heldige med vores lejlighedsopgang, og vi kommer meget sammen med vores naboer, unge som gamle. Dette gør det ekstra skønt at bo netop der, hvor vi gør. Min kæreste Nick og jeg går dagligt ture og nyder den naturskønne bydel, vi bor i. Vestre Fjordpark, kolonihaverne, kridtgraven og Aalborg Lystbådhavn bliver hyppigt besøgt. Jeg er også meget glad for havnefronten og følger med i den udvikling, der sker her. Jeg cykler langs havnen til universitetet hver dag, da jeg er så heldig, at mit studie holder til i universitetsbygningen Create.

Pauline Vink
Mia Jespersen kommer til at have base hos Aalborg Street Food - The Lighthouse under indsamlingen i morgen 8. september 2019. Foto: Henrik Bo

Du kommer oprindeligt fra Fredericia og har også boet i London. Hvorfor er du endt i Aalborg, og hvordan har det været at flytte til byen?

Det korte svar er, at jeg gerne ville læse teknoantropologi, og dette kunne læses på Aalborg Universitet i Aalborg eller i København. Det lange svar er, at jeg ville hjem til Aalborg, til trods for at jeg aldrig havde boet her før. Mine forældre mødte hinanden i Aalborg i sin tid. Min mor er ægte nordjyde og er født og opvokset i Dokkedal. Min far kom til byen, da han, ligesom jeg, skulle læse på universitetet. Grundet førnævnte har jeg altid haft en særlig tilknytning til byen. Vi har altid sagt, at vi skulle “hjem til Aalborg”, når vi skulle besøge familie, og jeg har altid elsket at komme her.

Hvorfor har du valgt at være indsamlingsleder hos Scleroseforeningen i Aalborg?

Min farmor har desværre sclerose, og af den grund har jeg kendskab til sygdommen. Det er en forfærdelig sygdom! Hun gik i årtier uden diagnose og dermed også medicin, og da lægerne endelig fandt ud af, hvad hun fejlede i 1983, havde sygdommen gjort rigtig meget skade. For et par år siden fik min barndomsvenindes mor sclerose, og da fik jeg nok. Jeg ville så gerne støtte organisationen økonomisk, men mine SU-kroner rækker ikke langt. Derfor tænkte jeg, at jeg måtte kunne hjælpe på anden vis. Jeg kontaktede foreningen og fik lov til at facilitere dette års indsamling i Aalborg. Jeg er meget glad for at kunne hjælpe på denne måde, og jeg håber, at vi får samlet mange penge ind på indsamlingsdagen 8. september 2019.

Pauline Vink
Mia Jespersen er glad for, at hun har sin familie i nærheden, efter hun er flyttet til Aalborg. Foto: Henrik Bo

Du har kun været en del af Scleroseforeningen i et par måneder. Hvordan oplever du, at aalborgenserne støtter op om det arbejde, du laver i foreningen?

Jeg blev indsamlingsleder her i foråret, så det er meget nyt for mig. Generelt er frivilligt arbejde meget nyt for mig, jeg har aldrig prøvet noget lignende før. Folk tager godt imod mig, og mange vil gerne hjælpe. Sclerose er dog lidt en svær størrelse. Der er, gudskelov, “kun” 16.000, der har sygdommen. Dette gør, at mange ikke har kendskab til sygdommen og derfor ikke finder det interessant at hjælpe eller bidrage. Scleroseforeningen kører meget med det motto, at vi samler ind for nogle, vi kender. Dette er ligeledes sigende i min måde at “arbejde” på. Jeg har forsøgt at få mit netværk til at hjælpe mig, og dette er primært sket ved at sprede budskabet på de sociale medier. Ligeledes har jeg hængt plakater op i byen og været på besøg på scleroseafdelingen på Aalborg Sygehus, hvor jeg har informeret patienter og pårørende om indsamlingen.

Hvilke personer i Aalborg har særlig betydning for dig?

Den første person jeg tænker på er selvfølgelig min kæreste Nick. Ham er jeg glad for at have hos mig her i Aalborg. Jeg har også min mors familie her i området, og dem bruger jeg væsentligt mere tid med, efter at jeg er flyttet herop. Jeg er også rigtig glad for de gode venner, jeg har fået gennem mit studie på Aalborg Universitet. Det gør helt klart Aalborg dejligere at bo i, at jeg har fået nogle fantastiske venner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...