Katja Christensen er passioneret atlet og personlig træner - mød hende her

AALBORG: Katja Christensen er netop vendt hjem fra Europamesterskabet 2019 i forhindringsløb. Med sig i bagagen kunne hun tage hele fire medaljer med hjem, to guld og to sølv, og dermed stod hun for over halvdelen af de i alt syv danske medaljer. Til daglig bor Katja Christensen i Aalborg og holder til i det rå træningscenter Crossfit Dannebrog i Skalborg, hvor hun er selvstændig personlig træner. Men det har ikke altid stået i kortene, at sporten skulle blive hendes levevej, og slet ikke at hun skulle blive professionel atlet.

- Jeg er faktisk uddannet kontorassistent ved Skat tilbage i tiden og har arbejdet på kontor i fem år, fortæller Katja Christensen.

- Jeg syntes bare ikke, at det var super ophidsende at sidde på et kontor fra otte til fire hver dag, og til sidst tog jeg skridtet, og besluttede at nu ville jeg leve af det, som jeg syntes var sjovt, fortsætter hun.

Pauline Vink
Katja Christensen er opvokset forskellige steder i Nordjylland, men bor nu i Aalborg. Foto: Teis Markfoged

Hestesport vækkede interessen for konkurrence

Da Katja Christensens var to år gammel, blev hendes forældre skilt. Her flyttede hun og en ældre søster med deres mor ind på en gård, hvor moderen fik plads til at dyrke hendes interesse for heste. Dette smittede hurtigt af på Katja Christensen, der også begyndte at interessere sig hestesport.

- Jeg red mit første galopløb som ti-årig på en lillebitte pony, så min interesse for konkurrence startede allerede meget tidligt, fortæller Katja Christensen

Hestene fyldte en stor del af Katja Christensens liv i flere år, men pludselig faldt hun for en lidt anden interesse.

- Jeg blev teenager, og så bliver man måske lidt oprørsk. Det gør mange teenagere. Det gjorde jeg også, så der stoppede jeg faktisk nærmest fra den ene dag til den anden. Ingen træning i fem år, men der var så til gengæld en masse byture i stedet for, fortæller Katja Christensen.

Ridesporten blev byttet ud med bylivet i fem år, men da hun blev 19 år gammel, kastede Katja Christensen sin kærlighed på en mand og ikke mindst hans fritidsinteresse styrketræning.

- Han prøvede at få mig med ned i fitnesscentret, og her fandt jeg ud af, at jeg egentlig syntes, at det var ret interessant det her træning. Jeg startede med at træne på almindelige hold, men der skulle ske noget mere, så jeg begyndte også at træne rigtig meget selv, fortæller Katja Christensen.

Pauline Vink
Katja Christensen har startet sit eget forhindringsløbshold hos Crossfit Dannebrog, hvor hun underviser i disciplinen. Foto: Teis Markfoged

Et overfald ændrede alt

Der gik ikke lang tid, før Katja Christensen kom i topform, men en dag ændrede Katja Christensens liv sig fatalt.

- Jeg bliver udsat for et overfald på vej hjem fra byen. Jeg er 23 år gammel på det her tidspunkt, og der bryder min verden helt sammen, fortæller Katja Christensen.

- Jeg lader overfaldet fuldstændig kontrollere mit liv. Jeg sidder bare derhjemme i min lejlighed. Jeg passer dog stadig mit arbejde, men jeg bearbejder den her sorg helt alene, og jeg kommer slet ikke ud af døren, fortsætter Katja Christensen.

Sådan så Katja Christensens liv ud i mere end et år, men hun begyndte lige så stille, at komme ned i fitnesscentret igen, hvor hun gør sit første møde med forhindringsløb.

- Jeg have aldrig hørt om forhindringsløb før, og jeg anede ikke, hvad det var, fortæller Katja Christensen.

Der var alligevel noget ved forhindringsløb, der trak i Katja, så hun besluttede sig for, at melde sig til et løb. Da dagen kom, var hun i tvivl om, hvorvidt hun skulle tage afsted, men besluttede sig for at prøve det af.

- Jeg mødte op og stod der sådan lidt alene og trippede, men så tænkte jeg: "Okay nu gør jeg det bare!" og så gennemførte jeg faktisk med ret stor succes, fortæller Katja Christensen.

Pauline Vink
Når Katja Christensen er til konkurrence i udlandet, følger alle hendes venner i fitnesscentret med på en live streamingforbindelse. Foto: Teis Markfoged

Det blev til en sejr på flere niveauer

Katja Christensen vandt det allerførste løb, hun deltog i, og det viste sig, at forhindringsløb var lige præcis det, der skulle få Katja Christensens humør og psyke på ret køl igen efter den traumatiske oplevelse.

- De her udfordringer og den følelse, det gav mig at løbe igennem iskoldt vand eller at komme hen over en mur, det gjorde, at jeg fandt troen på mig selv igen, og gav mig troen på, at jeg faktisk var god nok, fortæller Katja Christensen.

Dette blev startskuddet til, at Katja Christensen besluttede sig for, at hun ville noget mere med forhindringsløb, og hun meldte sig efterfølgende til flere løb og fik flere sejre med sig på vejen.

- I takt med at jeg fik mere og mere selvtillid, så kom jeg også mere og mere ud at træne, og det hele gik egentlig op i en højere enhed, fortæller Katja Christensen.

Katja Christensen er nu 28 år gammel og kan med sine EM-medaljer i skabet nu se frem til at deltage i to verdensmesterskaber i forskellige discipliner inden for forhindringsløb senere på året.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...