Ejer Jens Kvist Simonsen med et udpluk af butikkens delikatesser Foto: Victor Hoban
Mad & Drikke

Jens slog til: Satser stort på butiksdrøm

Lé Chef-ejer forfølger sin vision for madstedet i Svenstrup

01. juni 2022 kl. 19:39

SVENSTRUP: Med butikkens facade ud mod Hobrovej i det centrale Svenstrup ligger catering- og delikatesseforretningen Lé Chef. I august 2020 valgte ejer og stifter Jens Kvist Simonsen, at forretningen skulle have tilknyttet en butik og ikke kun bringe mad ud af huset.

Derfor så han en mulighed, da attraktive lokaler på Hobrovej 768 stod tomme.

- Jeg havde længe drømt om at have en butik tilknyttet, hvor man kunne købe nogle af vores lækre specialiteter og andre mad- og drikkevarer. Så jeg slog til med det samme, da lokalerne blev ledige. Mit håb er, at butikken også skal få kunderne til at huske os næste gang, de holder et arrangement, fortæller Jens Kvist Simonsen, der har drevet Lé Chef i 14 år.

I kølemontren finder du lækre mad- og drikkevarer, som varierer fra dag til dag Foto: Victor Hoban

Startede i garage

Virksomheden startede tilbage i 2008 i en garage i Gistrup. Siden har virksomheden skiftet adresse et par gange og har tidligere været placeret i blandt andet City Syd i Skalborg.

Da Lé Chef åbnede dørene for den nye butik i 2020, havde coronaen først lige fundet sig til herhjemme, og det gjorde naturligvis ikke opstartsfasen nemmere, men det var Jens nu ikke så nervøs for.

- Jeg vidste selvfølgelig godt, at det var et stort sats, og at vi ville gå en frustrerende tid i møde med corona. Men jeg var da stadig optimistisk på forretningens vegne, siger han.

- Vi valgte også at holde butikken åben, når det var muligt, så folk i byen kunne se, at der var liv i butikken, uddyber indehaveren.

Lé Chef's facade og placering skulle gerne lokke kunderne ind i butikken Foto: Victor Hoban

Fuldt tryk på selskaber

Selvom der er travlt med at levere mad ud til selskaberne, ønsker Jens dog lidt mere salg i selve butikken, der byder på smørrebrød, lækre færdigretter og meget mere.

- Jeg kunne godt ønske mig et større salg inde i butikken, men jeg er også klar over, at konkurrencen med dagligvarebutikkerne i Svenstrup og i Skalborg er hård. Hos os skal man nok betale en smule mere for kvaliteten, forklarer han.

Selvom butikken måske ikke genererer det store overskud lige nu, så knokler Jens og hans tre fastansatte for at følge med, når det gælder deres mad ud af huset.

- Lige nu har vi travlt med at køre mad ud til konfirmationer og andre arrangementer. I de seneste par uger har vi leveret mad ud til cirka 25-35 selskaber om ugen, siger Jens.

- Derfor er vi også nødt til at holde fokus på selskaberne, men selvfølgelig vil vi gerne have mange flere kunder i butikken, forklarer han.

Lé chef har åbent i butikken fra tirsdag til torsdag kl. 11-17.30 og fredag 11-18.

Annonceret indhold

Nyeste