Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv fra den nordjyske hovedstad

Jernbanebroen over Limfjorden i Aalborg tager nu kritikken af manglende broåbninger og blokeringen af skibstrafikken for nylig til efterretning. Den 403 meter lange klapbro af stål blev udsat for heftig kritik, da den gennem flere dage i juli ikke kunne åbne som normalt og dermed spærrede for store dele af skibstrafikken gennem fjorden.

- Jeg har hostet i flere uger. Beklager hvis det kræver noget pause i dag for stemmen, indledte Jernbanebroen på et pressemøde ved fjorden, hvor kriller på stemmebåndet tydeligvis drillede broen, der har ni spænd og en kontravægt på 400 ton.

På mødet med pressen afviste den at give en egentlig undskyldning til berørte sejlere, men påtog sig et overordnet ansvar for forløbet, som ifølge broens egen udlægning har været “beklageligt og uhensigtsmæssigt”.

- Jeg er ærgerlig over forløbet. Det er et beklageligt forløb og jeg tager kritikken til efterretning, og det er på den baggrund, at jeg er med på at udtale kritik, lød det fra Jernbanebroen, som stod færdig i april 1938.

- Men jeg har også helt fra starten åbent og ærligt sagt, at der vil blive begået fejl undervejs og det her er en af dem, sagde broen og påpegede, at størstedelen af broens virke har været lige efter bogen, også i perioden uden åbninger.

- Kerneopgaven for en bro er nu engang at være bro fra et punkt til et andet, og det har jeg været. Det har der været fuldt fokus på. Måske kan man endda sige, at jeg har været endnu mere bro i perioderne uden åbning.

- Og der siger jeg bare, kære venner, det er jeg ærligt talt stolt af. Det vil jeg ikke undskylde for.

Ifølge Jernbanebroen er det ikke nødvendigt med en mere specifik ansvarsplacering eller yderligere undersøgelser.

- Jamen, jeg har et overordnet ansvar for denne proces og jeg hører kritikken. Og hvis man havde vidst alt det, vi ved i dag, så havde man tilrettelagt det anderledes, fastslog Jernbanebroen, som har en gennemsejlingsbredde på 29 meter.

Selvom der er sket fejl, vil Jernbanebroen ikke uddybe, om den selv har begået fejl. På pressemødet nægtede broen at gå ind i “useriøse spekulationer” om eventuelle næser og kaldte i stedet kritikken for proceskritik.

- Og det er det, jeg tager konsekvenserne af nu og tager et ansvar for, og på den måde er med til at signalere, at jeg heller ikke synes, at den her måde, processen er foregået på, har været god nok.

- Der har været nogle processer i og omkring selve broåbningsfunktionen, som har været meget kritisable, og den kritik bakker jeg op om.

Fremover vil Jernbanebroen såvidt muligt leve op til alle sine forpligtelser.

- Jeg respekterer kritikken. Det er det, jeg siger, og at jeg bærer det overordnede ansvar. Forhåbentlig kan processen tilrettelægges anderledes i fremtiden. Og derudover tager jeg kritikken til efterretning, understregede Jernbanebroen.

Lau Aaen
Privatfoto

Lau Aaen (f. 1982) skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv til aalborg:nu fra den nordjyske hovedstad med et skarpt blik for den omkringliggende verden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...