Omdrejningspunktet for Jill Lycoops er altid, hvordan hendes kunst kan bringe folk tættere sammen

AALBORG: Hendes tegninger og malerier er personlige, og de skal røre modtageren.

Det er altafgørende for kunstneren Jill Lycoops, der står bag Jill’s Doodles.

- Det handler ikke om min streg men om historien.

Hun har specialiseret sig i doodles, der er små tegninger, som tilsammen skaber en stor tegning.

- Derfor er tegnestilen helt perfekt til at skabe unikke og personlige tegninger, der kan bringe folk tættere sammen.

Tina Larsen
Fremover vil Jill Lycoops satse 100 procent på sin kunst. Foto: Peter Mørk

Satser på sin kunst

Belgiskfødte Jill Lycoops har med egne ord altid tegnet, men efterhånden blev sprog også en stor interesse.

- På et tidspunkt skulle jeg vælge min vej, og det blev sprog, så jeg lagde tegning på hylden.

Hun har blandt andet arbejdet som oversætter og undervist flygtninge på en sprogskole.

Og her fra nytår satser Jill Lycoops fuldt og helt på sin kunst.

Det er en af grundene til, at hun har slået sig ned i den kreative iværksætterby Urban City på Hjulmagervej.

Tina Larsen
Kunstformen er doodles, hvor Jill Lycoops’ små tegninger tilsammen skaber en stor tegning. Foto: Peter Mørk

Vendepunktet kom til jul

- Vendepunktet kom en aften tæt på jul i 2012, hvor jeg kedede mig og begyndte at tegne doodles af et juletræ, siger Jill Lycoops.

Hun lagde billedet på Facebook, og det blev mødt af en masse positive kommentarer.

Kommentarer der gav grobund for nye overvejelser; om det var den rigtige vej, hun var gået.

- Nu havde jeg taget en uddannelse - det voksne valg - men det viste sig, at det folk gerne vil have, jo i virkeligheden er det, der falder mig mest naturligt.

Det blev springbrættet til, at blyanter og pensler igen blev fundet frem.

Tina Larsen
- Jeg kan lide at tegne små historier og binde dem sammen. Det er en kreativ form for tegning, som er meget inspirerende, siger Jill Lycoops. Foto: Peter Mørk

Et inspirerende arbejde

Den selvlærte kunstner har nu specialiseret sig i at lave skræddersyede tegninger til både private og virksomheder, ligesom hun også laver vægmalerier.

Intet er overladt til tilfældighederne, hvis man for eksempel bestiller en doodle til konfirmation, bryllup eller fødselsdag.

- Jeg sender altid et spørgeark med inspirationsspørgsmål. For eksempel ville en hustru give sin mand en doodle i anledning af deres kobberbryllup, siger 39-årige Jill Lycoops.

- Så spørger jeg ind til deres historie. Hvordan mødte de hinanden, hvad kan han lide at spise, hvad er han kendt for, er der nogle særlige historier og så videre.

Opgaven for Jill Lycoops bliver så at lave noget symbolsk, som parret kan genkende; en tegning af deres liv.

- Jeg kan lide at tegne de små historier og binde dem sammen. Det er en kreativ form for tegning, som er meget inspirerende, siger hun.

- Jeg er også meget ydmyg overfor mit arbejde, jeg får jo adgang til menneskers liv. Det, jeg laver, betyder noget for folk.

Tina Larsen
Jill´s Doodles holder til her i den kreative iværksætterby Urban City på Hjulmagervej. Foto: Peter Mørk

Jill Lycoops er inspireret af mødet med mennesker. Og hun værner om deres fortællinger.

- Det er en ære, at folk vil vise det, jeg tegner, siger hun.

- Det gør mig så glad, at jeg kan bevæge nogen med det, jeg laver.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...