Klummeskribent Niels Skovmand ønsker sig fællesskab - uden at pege fingre

KLUMME: Vi mennesker er flokdyr. Det er en del af vores natur, og lige præcis derfor higer vi efter et fælles grundlag.

Ofte hører jeg sætninger som: Har du set The Affair eller hvad med Killing Eve? Spørgsmålet bliver stillet med håbet, at andre i selskabet har haft samme oplevelse. Desværre slutter det ofte med: Nå, det var en skam, den skal du se. Og den anden part svarer: Ja, den kommer på min liste! Velvidende, at man nok aldrig får den set.

Vi skal ikke mange år tilbage, hvor selvsamme dialog blev indledt med en forventning om, at vi alle havde set det samme på tv. Dermed kunne vi blive forarget eller glade sammen.

Det er af selvsamme årsag, at vi elsker, når vi kan samle os om en fælles sag. Et sted hvor vi sammen kan pege fingre.

Men for, at vi virkelig kan brøle i kor, kræver det nogle mærkesager, som er lette at sætte sig ind i, og hvor vi nemt kan danne vores egen holdning - og hvor den ”rigtige” holdning er nem at identificere sig med.

2019 bød da også på flere af disse sager. Senest var vi vidne til Tinka-hue-gaten. Det var TV2 og Ford, der havde fejlet, de havde ikke fået produceret huer nok. Det var utrolig nemt enten at være på: ”Det er eddermame for dårligt”-holdet eller ”Typisk curlingunger- hysteri”-holdet. At huen formentligt ryger til genbrug eller småt brændbart indenfor et par år, er i den forbindelse ligegyldigt.

Endnu engang skulle det også vise sig, at samlekort stadigvæk er noget, der kan sætte sindene i kog. Det blev specielt tydeligt, når forældre blev nedgjort på de sociale medier, når de ad den vej forsøgte at hjælpe deres børn til at få de manglende kort.

Sommeren bød på den store ”forbyd foie gras”-højtryksfront, der skyllede ind over landet. Her var det super nemt at være med i koret om at fordømme mishandlingen af de stakkels dyr. De mentale billeder af ænder eller gæs, der bliver tvangsfodret, stod stærkt, og de fleste kunne blive enige om, at det skulle stoppe nu.

Specielt fordi de færreste af os spiser det og aldrig har brugt penge på det.

Debatten om el-løbehjul og Bubbers eventyr med en tidligere barnepige - og det deraf følgende fist bump på live tv med Oliver Bjerrehuus - var også bekvemt nemt at have en holdning til.

Kan vi samle os om at pege fingre ad nogle, er det der, hvor vi trives allerbedst. For eksempel hvis en svensk multikoncern kalder julen for en vinterfest, frem for julefest. Vi skal naturligvis ikke glemme den ophedede debat om de kønsneutrale trafiklys, som i øvrigt blev startet af en journalist fra Kristeligt Dagblad.

At alt ikke er sort og hvidt, og det at fordybe sig i emnerne ikke er aktuelt, er næsten lige så ligegyldigt som emnerne. Det er nemlig ikke det, det drejer sig om. Det er fællesskabet, og det at føle sig som en del af et hold, der driver os. Bare rolig, der skal nok komme flere sager, vi kan have en mening om, uden vi behøver at bruge tid på at fordybe os. De fleste af dem har vi alligevel glemt i morgen.

Et spinkelt håb fra min side går på, at vi i det kommende år søger at blive en del af flokken på et mere positivt og socialt bæredygtigt grundlag - end bare det at pege fingre i kor.

Godt nytår.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...